”Hvad skal vi gøre, hvis huset brænder?” Selv om emnet nok ikke er det første, man tager op, når familien hygger sig, har mange danskere faktisk talt om det, viser en analyse, som Userneeds har gennemført for Ingeniørforeningen, IDA.
I undersøgelsen, der er gennemført blandt ca. 2.000 danskere, svarer 42 procent, at de har talt med deres familie/børn om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af brand. Disse tal er fra 2017.
Det tal glæder – og overrasker – Ib Bertelsen, der er formand for IDA Brandteknik, som er et af de fagtekniske netværk i Ingeniørforeningen, IDA.
”Umiddelbart synes jeg det er en relativ høj andel, som har talt med deres børn og familie om hvad de skal gøre i tilfælde af brand. Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis endnu flere havde talt om det. Men resultatet vidner trods alt om en stor bevidsthed om brandsikkerhed blandt danskerne,” siger Ib Bertelsen.
”Særligt når vi taler om børn, er det bl.a. vigtigt at de får at vide, at de skal redde sig og ikke gemme sig, hvis der opstår ildebrand. Men i det hele taget tror jeg hele familien vil have godt af at gennemtænke boligen med hensyn til fx flugtveje og andre forholdsregler i tilfælde af en nødsituation,” uddyber han.
I undersøgelsen er danskerne også blevet spurgt, om de har anskaffet brandbekæmpelsesudstyr som fx brandtæpper og ildslukker i privatboligen, og det har cirka en tredjedel, nemlig 31 procent, ifølge analysen.
”Nu er det ikke sådan, at jeg vil anbefale at vi alle sammen skal være frivillige brandmænd og konstant tænke på katastrofer og ulykker. Besvarelsen fortæller mig først og fremmest, at en del danskere er bevidste omkring deres sikkerhed, og det er som udgangspunkt godt. Men billedet er ikke entydigt. Vi ved fra andre undersøgelser, at omkring hver fjerde danske bolig stadig ikke har installeret røgalarm i hjemmet, så vi er langt fra i mål,” påpeger Ib Bertelsen.
Men det allervigtigste danskerne kan udstyre sig med, ifølge brandeksperten, er omtanke:
”Det bedste ville jo være, at der slet ikke blev behov for at aktivere røgalarmer og brandslukkere, og her er sund fornuft den absolut vigtigste indsats: At vi er påpasselige i forbindelse med rygning, brug af levende lys, elektriske installationer mv. – og i det hele taget er up to date med de mange gode råd om brandsikkerhed, man kan læse på bl.a. beredskabernes hjemmesider.
”Omtanke koster som udgangspunkt ikke noget, men det kan til gengæld blive dyrt, hvis man glemmer det,” understreger Ib Bertelsen.
Har du talt med din familie/dine børn om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af brand?
Mand | Kvinde | 18-34 år | 35-49 år | 50-70 år | Alle | |
Ja | 41% | 43% | 23% | 45% | 53% | 42% |
Nej | 35% | 31% | 45% | 32% | 26% | 33% |
Jeg bor alene | 22% | 22% | 28% | 19% | 20% | 22% |
Ved ikke | 2% | 4% | 5% | 4% | 2% | 3% |
Total | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% |
Kilde: Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA (2.051 svar).
Har du investeret i brandbekæmpelsesudstyr som fx brandtæppe og ildslukker i din private bolig?
Mand | Kvinde | 18-34 år | 35-49 år | 50-70 år | Alle | |
Ja | 33% | 30% | 19% | 34% | 37% | 31% |
Nej | 66% | 67% | 77% | 63% | 62% | 67% |
Ved ikke | 1% | 3% | 4% | 2% | 1% | 2% |
Total | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% |
Kilde: Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA (2.051 svar).