Den 19-årige danske YouTube-stjerne skal hjælpe UNICEF med at sætte fokus på børns rettigheder og trivsel, både herhjemme og i resten af verden.

Rasmus Brohave har allerede mødt nogle af de børn, som han kommer til at hjælpe. I oktober 2016 rejste han med UNICEF til Tanzania i forbindelse med kampagnen #GIVLIV, der samlede ind til spædbørns overlevelse. Her oplevede det unge stjerneskud på nærmeste hold, hvordan UNICEF arbejder, og under hvilke vilkår verdens mest udsatte børn vokser op. Det var første gang, Rasmus Brohave besøgte Afrika, og rejsen har i høj grad motiveret ham til at blive UNICEF ambassadør.

“Jeg vil gerne bruge mine følgere til at gøre noget godt for andre. Hvis jeg kan aktivere dem på en måde, der gør en forskel, så har jeg nået mit mål,” siger Rasmus Brohave.

Hans første store opgave som ambassadør bliver at være vært for en stor live-indsamling på YouTube, som afholdes i august. Indsamlingen er en del af et nyt partnerskab mellem UNICEF og Splay, som er Danmarks største mediehus for influenter – heriblandt Rasmus Brohave.

“Rasmus har en unik evne til at nå en meget stor og vigtig målgruppe. Vi er rigtig glade for, at han vil være ambassadør, hjælpe med at få UNICEFs budskaber ud over rampen og engagere sine følgere i det, vi arbejder for,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.

Rasmus Brohave er født og opvokset i Svendborg og følges af over 220.000 mennesker på YouTube og 272.000 på Instagram. Han er en af de største influenter herhjemme med over 2 millioner visninger om måneden på YouTube alene.