APPETIZE har samlet tre meget forskellige jægere til en snak om deres fælles interesse
tekst Sussie vinkel munk | foto Johny Kristensen
Hvordan fik du jagttegn?
Jytta: Jeg har været spejder hele mit liv og været aktiv i naturen. Så fik jeg lysten til at tage jagttegn og blev enig med min mand og min mellemste søn om, at vi tog det sammen. Det har har været fantastisk. Man møder en masse spændende mennesker i alle aldre, og folk der interesserer sig for forskellige former for jagt. Vi har for eksempel nogle venner, der er ivrige storvildtsjægere, og det er en kæmpestor kontrast til vores jagtinteresse. Jægere er utroligt hjælpsomme mennesker, og der er stor respekt og etik. Men jeg tror, at det bedste er humoren – der findes ganske enkelt ingen kedelige jægere. Og så alle de jagthistorier, der bliver fortalt 100 gange. Jeg tog jagttegn via et firma, vi fandt på nettet, hvor man kunne tage det over en forlænget weekend. Det var meget intensivt, men hyggeligt samtidigt, og vi mødte en masse nye mennesker. Om det var svært….? Aaarh – det var altså lidt hårdt med alle de ting, vi skulle lære udenad. Teorien kræver sit med 180 ænder, duer og fugle, som man skal kunne udenad. Det var rent terperi og intet andet. Vi brugte meget tid på det, og også på at tage viden-tests på nettet og konkurrere med hinanden. Teorien bag jagt giver en enorm stor viden, som man ikke anende noget om – om natur, krudt og kugler og sigtelinjer og alt muligt.
Christian: Det var en naturlig ting for mig at tage jagttegn. Min far går på jagt her på Klarupgaard, hvor vi bor, og jeg har tit været med som dreng. Hvis man vil ha’ jagttegn, er det bare et spørgsmål om at finde et sted at tage det. Jeg fik mit via et gratis kursus på en ungdomsskole i Frejlev. Det foregik over tre måneder, hvor jeg gik til det en gang om ugen. En gang imellem var vi også på skydebanen i Hvorup. Der var stort set kun unge mennesker, og jeg har heldigvis også kun oplevet interesse fra mine venner side – også fra dem, der ikke selv går på jagt. Der er mange, der spørger, om de ikke må komme med som klappere på de store jagter. Det er ikke svært at tage jagttegn, men man skal ha’ viljen.
Robert: Jeg stammer fra Brovst, hvor min far var dyrlæge og gik på jagt. Jeg kan huske, at vi unger blev sendt med på jagterne som klappere. Vi gik i flere timer frem og tilbage på roemarkerne, og bagefter blev jagten fejret med en rød sodavand. Jeg har gået en del på krudtjagt, og jeg fik jagttegn allerede som 15-årig, hvor jeg flyttede til Djursland og fik muligheden. Faktisk så jeg allerede dengang Compound buerne. Dengang var det helt nyt og en slags dispensations-ting i Danmark, og jeg tænkte: ”Sådan én vil jeg ha, når jeg bliver gammel og fed. Ha ha…”
Hvad er forskellen på krudt og bue?
Robert: Det er FØLELSEN ved buen, der overrasker én. Alting er helt lydløst, og man kommer helt tæt på naturen. Jeg er blevet så begejstret for buen, at jeg har solgt alle mine krudtvåben. En væsentlig forskel er, at krudtjagt i højere grad er selskabsjagt – man mødes en hyggelig morgen og aften og er sammen med andre om det. Ved buejagt er man helt alene. Der er kun dig, og man kommer helt tæt på dyrene og har heller ikke en hund med. Det største dyr vi skyder med bue i Danmark er rådyr og vi buejægere har en etisk regel om, at man ikke må skyde med større afstand end 25 meter, så man er virkelig tæt på dyret. Man bevæger sig så at sige helt ind i dyrets dagligstue, og dyret må jo ikke opdage dig, så det er en meget speciel oplevelse.
Christian: Jeg er rimelig åben over for forskellige typer jagt, så jeg kunne godt forestille mig at prøve Compound bue på et tidspunkt.
Jytta: Uha, jeg har mere end nok at gøre med mit haglgevær og min riffel, så det er vist ikke noget for mig. Inden jeg bliver helt dus med de våben, jeg har, er jeg nok nået til rollator-alderen, ha ha…
Robert: Buejagt kræver træning ligesom almindeligt jagttegn. Det er på samme måde som med et kørekort. Du bliver først dus med det, når du tager din første køretur til grænsen efter bajere…
Hvad er det fascinerende ved jagt?
Robert: Buehagt er ikke en jagtform, man vælger, hvis man er meget fokuseret på at skyde noget og vende hjem med bytte. 9 ud af 10 gange kommer man hjem uden bytte, men til gengæld rig på gode naturoplevelser. Jeg er journalist og har en travl og stresset hverdag, og jagt virker for mig som en slags mindfullnes træning. Man glemmer alt og får en stor fred indeni af det. Jeg mener…. Efter en dag på jobbet med en masse opgaver. Eller unger der har råbt og skreget derhjemme, eller kæresten, der har har været efter én – efter en halv time med helt ro, opdager man, at man er gearet helt ned, og man begynder at lægge mærke til alle mulige ting i omgivelserne.
Christian: Ja, når man har fået jagttegn og begynder at gå på jagt, ser man simpelthen naturen på helt nye måder. Ens sanser bliver skærpet. Jeg ser f.eks. lige nu ud af vinduet, at der løber en hare dernede. Når man går i skoven ser man pludselig ting med nye øjne: Hov, der er en buk, der har skrabet geviret op ad et træ osv.
Jytta: Ja, det er rigtigt. Man begynder også at lægge mere mærke til hvilke fugle, der flyver i luften. Og dyrespor…
Robert: Det gode ved jagt er også, at det samler folk. Jeg, mener, det er jo lige fra kongehuset til førtidspensionisten, der går på jagt, og man behøver ikke nogen forudsætning, udover at man skal bare kunne lide naturen og ha’ respekt for den.
Robert: Man har nogle helt fantastiske oplevelser som buejæger. For fire år siden skød jeg det første rådyr med buen. Det var en gammel såkaldt pladsbuk, som jeg så første gang, den 16. maj, da jagtsæsonen startede. Jeg jagtede ham i 9 dage døgnet rundt nærmest og skød ham så endelig den 25. juni om morgenen. Det var det mest sindssyge, du kan forestille dig, for jeg var så enormt tæt på ham, og risikoen for at han hørte mig og løb var høj. Bagefter var jeg nødt til at gå på knæ i tårnet, hvor jeg stod – aaaaaaaa – jeg kunne ikke få luft. Det var rendyrket bukkefeber!
Møder I fordomme om, at jægere er onde?
Christian: Ja, det er der nogen, der synes, fordi vi skyder dyrene. Men faktisk er det sådan, at jægerne er dem, der bekymrer sig mest om naturen og sørger for vildpleje. Det er jægerne, der planter remiser og skove, og der ville blive alt for mange dyr, hvis vi ikke regulerende bestanden.
Robert: Ja, man støder stadig væk på fordomme om, at hvis dyrene også havde et våben, var det mere fair. Det giver slet ikke mening, når man tænker på tremmegrise og burhøns… Der er nogle rabiate vegetarer i min familie, der synes, at det er synd at sætte en regnorm på fiskekrogen, fordi regnorm også har følelser – jeg kan slet ikke være med der. Et dyr vi skyder i naturen, har levet et liv i frihed uden at blive proppet med antibiotika. Når en jæger skyder den, dør den – og dermed redder vi den fra den naturlige død, som er en hård vinter, hvor den enten sulter eller fryser ihjel. Er det bedre at være en gris og blive fragtet i lastbil til et slagteri i Tyskland?
Christian: Ja, og der skydes 100.000 rådyr om året, men bestanden vokser og vokser. Det handler om, at vi fjerner de dårligste dyr.
Hvordan er det lige med kvinder og jagt?
Jytta: Jeg tror, at de følelser, der er forbundet med jagten – spænding, adrenalin, glæden over naturen – det er ens for både mænd og kvinder. Jeg er med i to kvindejagtgrupper, og jeg er blevet overrasket over, at flere af dem ikke kan lide at stå og træne på skydebanen sammen med mænd.
Christian: Det er garanteret fordi, mænd altid er så kloge…Og altid ved hvordan man skal gøre…
Jytta: Ja, det kan være irriterende, når man gerne vil ramme og ikke kan det. Og hvis man er kvinde, lægger man mere mærke til det, vi gør.
Robert: Jeg synes, at det er godt med kvinder i jagt. Der sker noget andet i en jagtgruppe, når der er kvinder med. Tonen bliver ligesom en anden.
Spiser I det, I skyder, og hvad er jeres livretter?
Christian: Jeg elsker de traditionelle ting som dyreryg og dyrekølle, og også and til jul og fasan… Jeg kan bedst lide, når man tilbereder kødet i ovnen med en eller anden form for topping. Min far er dygtig til at tilberede det, og vi får det ofte, når der kommer gæster.
Jytta: Min mand og søn og jeg har jo ikke vores egen jagt, så det vildt vi skyder tilfalder for det meste jagtforeningerne. Men vi elsker fasan og and.
Robert: Jeg laver spegepølser og røget dyrekølle og dyreryg. Mit seneste hit er pulled rådyrburger. Uuha, det er lækkert.
Christian: Wow, det lyder megagodt!
