Siden de nye afgiftsregler for elbiler begyndte at blive indfaset i 2016, er elbilsalget næsten gået i stå. I år er der blevet solgt færre end 100 elbiler. Til sammenligning er der blevet solgt omkring 95.000 fossilbiler i samme periode. For at puste liv i salget af elbiler går energiselskabet E.ON og bilproducenten Nissan derfor nu sammen om at tilbyde nye elbilister en ”All Inclusive”-pakke, når de køber en ny elbil hos Nissan.
Udover tre års gratis strøm, omfatter tilbuddet også ladeboks og ladekabel fra E.ON ved køb af en ny Nissan LEAF eller e-NV200. For fremtidige elbilister betyder kampagnen, at de vil kunne spare på udgifterne til ladeboks, ladekabel, løbende strømforbrug til kørsel samt ca. 50.000 kr. i reduceret registreringsafgift.
”Vi har brug for at sætte skub i markedet, hvis Danmark ikke skal ende som en benzin ø midt i et elektrisk Europa. Vi tror på, at attraktive og overskuelige ladeløsninger vil få flere til at vælge elbilen. Derfor glæder det os meget, at Nissan har valgt os som deres officielle ladepartner, for vi står langt stærkere sammen end hver for sig,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON.
Ved at samle ladeløsning og elbil i én pakkeløsning er ideen at gøre det mere overskueligt at skifte til elbil. På den måde får elbilkøbere én bekymring mindre, da de ikke længere skal tænke på udgifter til opladning – hverken ude og hjemme.
”Vi lyttede til vores kunder og lancerede sidste år vores All Inclusive-løsning med ubegrænset strøm til en fast lav pris. All Inclusive-kunder kender alle omkostninger på forhånd, de behøver ikke længere tænke over hvor meget de lader og om de lader ude eller hjemme. Og produktet har været en stor succes. For hvornår har man sidst kunne tanke sin bil til en fast lav månedlig pris? Sammen med Nissan tager vi nu skridtet videre og tilbyder nye elbilkunder at køre elbil i tre år uden at skulle bekymre sig om udgifter til opladning – det er aldrig set før,” forklarer Tore Harritshøj.
”Som verdens største producent af elbiler, er vi meget stolte af, sammen med E.ON, at være de første i Danmark til at tilbyde tre års gratis strøm og opladningsfaciliteter til vores elbilskunder. Elbilerne er kommet for at blive, og nu hjælper vi lidt på vej med større tryghed og overblik til kunderne, når de køber en ny elbil hos os,” siger Ralph Gonsalves, landechef hos Nissan Danmark, og påpeger, at de totale ejerskabsomkostninger bliver meget attraktive, når der ikke skal betales for forbruget.
For at sikre nye elbilister adgang til relevant information og en uvildig ekspert-hotline, indgår et års gratis medlemsskab af Forenede Danske Elbilister også i pakkeløsningen.
Elbilerne er ydermere omfattet af 8 års eller 160.000 km kapacitetsgaranti, der tilbydes på LEAF med 30 kWh batteri samt 3 års garanti/100.000 km garanti på bilen og 5 års/100.000 km garanti på elbilspecifikke dele (inkl. kapacitetsgaranti på 24 kWh i e-NV200).
Priserne på en ny Nissan LEAF starter ved kr. 274.790, og e-NV200 el-varebil starter ved kr. 201.885 ekskl. moms, begge inklusiv ladeboks, ladekabel og gratis strøm i tre år. Hvis elbilkunder ikke har mulighed for at opsætte ladeboks, kan de stadig få tre års ubegrænset opladning i E.ONs offentlige ladenetværk, der tæller mere end 1.300 ladepunkter i byer og hurtigladere langs motorvejsnettet. E.ONs ladenetværk forsynes med strøm fra vedvarende energikilder.