Aalborg Håndbold-bossen Jan Larsen er nordjydernes svar på Ulrik Wilbek. Hans temperament er legendarisk. Hans vindermentalitet sidder uden på den hvide skjorte, og han lever og ånder for håndbold. Mød håndboldbossen, der snart fylder 50 år, og som på 15 år har ført Aalborg Håndbold frem fra en skyggetilværelse til en af Danmarks største klubber.
Vadum var et trygt sted at vokse op i 60’erne og 70’erne. Med pølsemadder i pergamentpapir tog fædrene af sted om morgenen i deres Obel Kadet, som de havde brugt søndagen til at rengøre. Mange af fædrene arbejdede på Flyvestation Aalborg, og mødrene hang vasketøj til tørre i parcelhushaverne. De var hjemmegående, havde forklæder på og lavede kikskage til vejens børn og rejecocktail til gæsterne lørdag aften. I den verden voksede Jan Larsen op. Hans far arbejdede som flymekaniker på Flyvestation Aalborg, og hans mor var sygeplejerske i Aalborg. Parret havde fire børn, tre drenge og en pige. Jan var den yngste.
– Jeg har haft en virkelig tryg og god barndom. Min mor var familiens holdepunkt. Hun var indbegrebet af vores familie. Hun samlede alle omkring sig, hun passede børnebørn og var sådan én, som selv svigerbørnene kunne fortælle fortrolige ting til. Hun var et GODT menneske – det var hun fandeme, fortæller Jan og tilføjer, at hans søde mor desværre døde af cancer i 2001 og efterlod sig et tomrum.
– Mine børn savner hende stadigvæk helt vildt, så det var hårdt for alle, da hun døde, men sådan er livet.
Bold og flaskedreng
Allerede som dreng var det tydeligt, at Jan var bidt af en gal bold. Han spillede både fodbold og håndbold og tilbragte time efter time på stadion bag Vadum skole med kammeraterne.
– Alt gik op i sport, og så fik jeg på et tidspunkt også et fritidsjob som flaskedreng hos købmand Bech. Jeg arvede jobbet efter først min storebror Steen og så min storebror Henrik. Så mine dage var travle. Jeg kan huske dage, hvor jeg først var i skole, så på arbejde, hvor min far hentede mig med en madpakke fra min mor, så ud til Lindholm og spille fodbold og så til sidst til håndbold. Min far har virkelig kørt mig rundt og min mor har virkelig smurt nogle madpakker, griner Jan.
Hans karriere hos købmand Bech stoppede ikke ved flaskerne. Faktisk endte det med at Jan kom i lære som kommis i butikken.
– Jeg har lært en masse af Birger Bech. Hans købmandsbutik var legendarisk i Vadum, og alle vidste, hvad det betød, når man sagde ”jeg tager lige ned til Bech”. Hans forretning var et rigtigt familieforetagende, hvor hans far Regner også var med, og hans kone Etly havde en garnbutik i forlængelse af købmandsbutikken. Jeg lærte at knokle. Jeg har vejet mindst 4.000 kilo kartofler af og puttet dem i poser. Jeg lærte en masse om kundepleje, om at behandle folk ordentligt og også om handel. Noget af det jeg lærte dengang sidder stadig fast, for hvis der f.eks. skal sættes stole op til et arrangement her, så er jeg ikke bange for at knokle og tage fat. Jeg er meget pertentlig, og det er nok både en styrke og en svaghed. Kan du f.eks. se de stole der? spørger Jan og peger ind gennem vinduet, der vender ud til en af sportshallerne i Gigantium. APPETIZEs journalist nikker og kan sagtens se en tilsyneladende fin, lige række stole.
– Jeg har allerede siddet og tænkt, at de der stole, de skal flyttes lidt frem inden kampen på lørdag. Jeg er sådan én, der godt kan lide at have styr på tingene. Så jeg er ikke så god, som jeg gerne ville være til det dér med at uddelegere ansvar, selvom jeg godt ved, at det ikke nytter noget i en virksomhed, der har vores størrelse. Jeg snager lidt i det hele. Omvendt er det også en styrke, for jeg accepterer kun det bedste, og jeg forlanger, at medarbejdere og spillere gør sig umage, dedikerer sig og har lyst til at vinde.
Karat Kaffe og Duracell
Karrieren som kommis i Vadum centrum fik en afslutning, da Jan blev inspireret af de sælgere, der kom i købmand Bechs butik. De så ud til at have et fantastisk job og mest afgørende af alt, så kørte de altid rundt i flotte biler.
– Det skal jeg også være, tænkte jeg, så jeg lod et ord falde om, at hvis de manglede en, så var jeg interesseret. Så efter et stykke tid, blev jeg ansat som juniorsælger hos Karat Kaffe. Jeg kan roligt afsløre, at jeg har stablet enorme mængder af pakker med kaffe rundt om i de nordjyske butikker, husker Jan.
Efter kaffejobbet fulgte fire år som salgskonsulent hos Nestlé, hvor Jan solgte babymos, Nescafé, Kit Kat chokolade og Lion Bars.
– Så skiftede jeg til et job som sælger hos Reebok, fordi jeg der kunne kombinere sportsinteressen med salget. Da jeg fik jobbet, lød det som et drømmejob, men det var det rene kaos, så søgte jeg et job hos Duracell (ja dem med kaninerne), og det var et skidesjovt i fire år, og vi solgte helt vildt mange batterier i de år, fortæller Jan, der også nåede at få nogle spændende år i salget hos OK Olie og Benzin.
Bare de ringer…
Ved siden af salgsjobbene fortsatte Jan med at spille håndbold og samtidig fungere som træner for Aalborg KFUM. Det var nogle travle år.
– Ja nogle gange så travle, at min kone Birgitte måtte stille min sportstaske ved vejen, så jeg kunne tage den i forbifarten, når jeg kom hjem fra arbejde og skulle til håndbold. Hvis jeg kom hjem først og hentede den, blev min søn Martin nemlig så glad for at se mig og efterfølgende ked af det, når jeg gik hurtigt igen, og det kunne undgås på den måde, forklarer Jan.
Hans egentlige karriere som frontfigur i håndbold tog sin begyndelse i 2000, da klubben i Vadum begyndte at snakke sammen med Aalborg KFUM om mulighederne for at lave et fælles hold.
– Jeg tænke ”bare de ringer, bare de ringer…”, for jeg ville virkelig gerne stå i spidsen for det, og tanken om at være med til at starte det op var virkelig spændende. Og med den erfaring og uddannelse, jeg havde inden for salg, lå det lige til højrebenet, husker Jan og fortsætter med et smil:
– De ringede! Og jeg formåede at spille kostpar i fire-fem sekunder, inden jeg blev skideglad. Så det blev begyndelsen på Aalborg HSH, der senere blev en del af AaB. Jeg fik et lille hjørnekontor Under Lien i Aalborg i KFUM Hallen, og så handlede det ellers om at starte helt fra bunden med at finde ud af hvilke farver trøjer, vi skulle spille i og ikke mindst, hvordan man fik forenet to klubbers kulturer til én – det var jo lidt bonderøvene fra Vadum, der skulle smelte sammen med de fisefornemme fra Hasseris. Men når jeg tænker på, at vi til de første kampe havde 341 tilskuere, og at vi i dag har i gennemsnit 3.500 i gennemsnit, så er jeg STOLT, og jeg følger mig privilegeret, at jeg har kunnet leve af min hobby.
Gåsehud
Aalborg Håndbold har med Jan i spidsen vundet Danmarksmesterskaberne i 2010 og 2013.
– Jeg ved endnu ikke om vi får bronzemedaljen i år. Men jeg VED, at vi vinder igen på et tidspunkt, og det er det, der driver mig. Jeg kan ligefrem mærke, at jeg får gåsehud på armene bare af at tale om det, siger Jan, der har utallige fantastiske oplevelser med klubbens og spillernes præstationer på banen.
– Det er ubeskriveligt rørende, når det lykkes, og man står der, og det hele peaker i en kamp. Det er følelsen af at være sammen om resultatet, at vi både på banen og uden for banen har arbejdet stenhårdt for, at det skal lykkes. Da vi vandt Danmarksmesterskabet i 2010 og 5.000 tilskuere bare gik amok her nede i hallen, jamen, det var fantastisk at være med til. Også da vi blev Danmarksmestre i 2013 i Brøndby, hvor 800 aalborgensere havde taget turen for at se kampen vel vidende, at det var almindelig arbejdsdag dagen efter. Det er fantastisk, siger Jan.
Han forklarer, at Aalborg Håndbold er økonomisk set på top fire listen over danske klubber, og at han derfor forventer, at klubben også spillemæssigt skal gøre sig gældende i top fire.
FC Barcelona
Jans kone Birgitte har – lyder det til – lært at leve med sin håndbold-gale mand. I forbindelse med parrets sølvbryllup var de taget på en romantisk tur til Hamborg, hvor Jan havde flottet sig med et femstjernet hotel. Selv i den situation måtte han selvfølgelig følge med i, om hans håndboldhold skulle møde selveste FC Barcelona i ottendedelsfinalen i Champions League.
– Jeg loggede på hotellets net for at følge med, og så gik nettet ned! Jeg var rasende, men ringede hjem til klubbens kontor og fulgte med på telefonen i stedet for, husker Jan.
Historien endte heldigvis godt. Aalborg Håndbold trak ønskemodstanderen FC Barcelona, og Jan husker stadig som var det i går, at spanierne var dybt imponerede over, at det danske håndboldhold bespiste 1.750 gæster før kampen med opdækning, hvide servietter og det hele bag tribunen.
– Det var sjovt at kunne imponere en stor klub som dem. At de så bagefter imponerede os på banen, er en anden sag, siger Jan med et skævt smil.
Reddet på målstregen
Jan ejer i dag 10% af Aalborg Håndbold. Resten er ejet af bestyrelsesformanden, den tidligere Color Print-direktør erhvervsmanden Eigild Christensen.
– Vi har et gnidningsfrit samarbejde Eigil og mig, og jeg er ham dybt taknemmelig for, at han troede på projektet, da håndbolden pludselig blev løsrevet fra AaB i 2010. Jeg havde seks uger til at skaffe kapital og få noget op at stå. Ellers var klubben lukket. Jeg aftalte et møde med Eigild, og han kom forbi, satte sig ned og spurgte: ”Har du en plan?” Og så fortalte jeg ham om planen, som jeg kun havde i hovedet. Han lyttede og endte med at sige, at han gerne ville være med, men at det jo betød, at jeg også skulle have ”røven på kogepladen” rent økonomisk, og at det ville blive hårdt arbejde. Selvom vi er i Nordjylland, må jeg vel godt sige, at jeg er skidestolt af det, vi har præsteret med held, dygtighed og hårdt arbejde, siger Jan og tilføjer, at Eigild er en god sparringspartner, der har ligeså stor indsigt i økonomi, som han selv har i håndbold.
Lige nu glæder de sig begge til Gigantiums nye tribuner med plads til 5.000 mennesker, der tages i brug den 14. august.
En stædig rad
På privatfronten er Jan et familiemenneske, der værner om den kæmpestore Webergrill på terrassen i huset i Hasseris og rejserne til udlandet med husturen Birgitte og deres to børn Christine og Martin. Jan har dannet par med Birgitte siden de mødtes i 1985 på Gaslight i Jomfru Ane Gade.
– Ja, det vil sige, jeg havde set hende før til nogle håndboldkampe, så da jeg mødte hende i Jomfru Ane Gade tilbød jeg at holde hendes cykel, så den ikke væltede, griner Jan.
Til trods for den ikke særligt effektive scorereplik fik han ringet til Birgitte efterfølgende, og siden har de været et par.
– Hvad jeg især har med fra mit barndomshjem… Jo altså, min far er en stædig rad. Han byggede selv vores hus i Vadum, og fandt selv ud af, hvordan man gjorde med sokkelarbejde osv. Jeg kan huske, at han ALDRIG var tilfreds med det, man havde lavet. Hvis man havde spillet en god kamp og sagde: ”Hvad siger du så?” Så var svaret noget i retningen af: ”Jo, det var fint, men hvorfor gjorde du ikke lige….” Det havde den virkning, at så skulle man fandeme vise ham. Jeg tror, at han havde svært ved at rose for meget og vise for mange følelser. Til gengæld kan han sagtens det over for sine børnebørn. Han var utrolig stolt, da vores datter Christina deltog to gange i MGP. Han syntes ganske enkelt, at hun var den bedste. Han er ude at se alle vores kampe, og han synes aldrig at Martin laver fejl, selvom jeg gør, siger Jan og medgiver, at han har avet noget af sin fars ærekærhed og ønske om konstant forbedring.
Opfører mig som et lille barn
– Når folk har et stort talent, bliver jeg irriteret, hvis de ikke udnytter det. Jeg synes f.eks. at det er ærgerligt, at min datter Christina ikke blev ved med at synge for at se, hvor langt hun kunne nå med det. Min søn Martin, der spiller håndbold i klubben, har et talent, der er meget større end mit var, og jeg kan blive rasende på ham, hvis han ikke udnytter det. I klubben er folk vant til, at jeg stiller store krav, selvom jeg synes, at mit temperament er blevet blidere med årene. Jeg kan blive flov over det, når det løber af med mig, fordi jeg siger dumme ting, har dumme attituder og opfører mig som et lille barn, hvis dommeren f.eks. dømmer forkert. Jeg har vænnet mig til at stå langt væk, så der forhåbentlig ikke er så mange, der opdager det, hvis jeg går amok, og så venter vi altid 10 minutter med at evaluere kampen, så ilten er nået tilbage til hjernen igen, fortæller Jan.
Den mest pinlige oplevelse han har haft med sit temperament, var engang han sad i stadionhallen og overværede en kamp fra et lydisoleret lokale. Han blev så vred over kampen, at han hamrende sin hånd ind i et el-skab og nær havde slukket lys og al anden elektricitet i hallen. Desuden opdagede han ikke, at slaget havde fået hans hånd til at bløde så meget, at han efterfølgende mødte op til et VIP-arrangement med blod på den hvide skjorte.
– Det var pinligt…
Gnisten vender tilbage
På grund sit eget temperament forstår Jan om nogen godt, hvordan det føles at være Ulrik Wilbek, når han er ved at rykke både sit eget og andres hår af på bænken under landsholdets håndboldkampe.
– Jeg forstår ham, og det er jo sådan med Ulrik Wilbek, at når han kommer gående, så virker han som verdens fredeligste mand, der så skifter fuldstændig karakter, når kampen går i gang, siger Jan, der på grund af GNISTEN for kampen ikke kunne forstille sig at lave andet, end han gør. Engang imellem over lidt for meget rødvin kan Jan og hans storebror dog godt sidde og lægge planer for, hvad de skulle lave, hvis de skulle være selvstændige iværksættere. Det sker også, at Jan sidder i spillerbussen på vej hjem fra en kamp og indebrændt sidder og tænker: ”Nu gider jeg eddermaneme ikke mere!”
– Men jeg gider godt alligevel dagen efter. Jeg vil stadig vinde, og jeg tror stadig på det. Jeg har lovet mig selv, at jeg stopper den dag, gnisten ikke vender tilbage. Så skal der en anden til. Det er et fantastisk sjovt job, jeg har, men det er også mentalt meget hårdt, fordi man brænder så meget for det, og fordi der hele tiden sker ting, man skal tage stilling til. Så springer målmanden f.eks. korsbåndet, og man tænker ”så skal jeg have fat i en anden, og hvad koster det ikke?” Eller man er på forsiden af aviserne, når det er gået ad H til og man har præsteret dårligt.
Om Aalborg Håndbold
Holder til i:
Gigantium på et hyggeligt kontor gemt under loftet.Beskæftiger:
Fem fuldtidsansatte på kontoret samt trænere og spillereHar vundet:
Danmarksmesterskaberne i 2010 og 2013 og supercup i 2012Omsætter for:
ca. 19 millioner kronerTilskuere:
I gennemsnit 3.500 tilskuere til kampene
FAKTA: Jan Larsen
Født: 1965 i Vadum
Kendt som: Direktør i Aalborg Håndbold
Uddannelse: Købmands kommis
Forældre: Mor Grethe, der var sygeplejerske, og far, Orla, der var flymekaniker på Flyvestation Aalborg
Søskende: Steen, Henrik og Susanne. Jan er den yngste
Gift med: Birgitte, der arbejder med vikarer og rekruttering i Randstad
Børn: Christina, der uddanner sig inden for mediestrategi og kommunikation, og Martin, der spiller håndbold i Aalborg Håndbold
Bor på: Hindbærvej i Hasseris
Bedste ven: Jan, der er direktør i Agri-Norcold i Hobro. Jan og Jan deler alle ting i livet med hinanden uanset om det er godt eller skidt
