»Helvedes heltinde«
Den 36-årige nordjyde Anja Lovén har solgt alt hvad hun ejer og har for at vie sit liv til at redde udstødte heksebørn i Nigeria. Læs den rørende historie, der handler om at brænde så meget for noget, at man glemmer sig selv men i sidste ende finder både sig selv og ægte kærlighed.
Tekst: Sussie Vinkel Foto: Privat / Kasper Hornbaek
Der er to scener, der spiller centrale roller i Anja Lovéns liv. Den første scene udspiller sig i Aarhus for ca. seks år siden, hvor Anja sidder foran sit slukkede tv og græder. Tårerne triller ned af hendes kinder i en time, og hun er lammet indeni. Hun har netop set en dokumentar om de såkaldte nigerianske heksebørn. Børn der udstødes af deres familier med beskyldninger om at være heks. Heksebørnene er ofte de yngste i en familie, hvor en stedmor eller stedfar har set sig vrede eller jaloux på barnet, som de så beskylder for at være heks og dermed årsagen til fejlslået høst, dødsfald eller sygdom. Den biologiske mor eller far har ingen anden mulighed end at støtte op om beskyldningerne for ikke selv at blive anklaget for at være heks og dermed risikere at blive dræbt.
Efter udsendelsen går Anja i gang med at effektuere en plan, som langsomt vokser i hende, og som fik det endelig benzin med dokumentaren. Hun tager i første omgang til Malawi og arbejder med nødhjælp. Da hun kommer hjem, sælger hun systematisk alle sine ting. Møbler, lamper, fladskærme, gryder, den flotte sofa, sin seng, knive, gafler, modetøj, støvler, tasker, krøllejern og tæpper. Hun siger også sit job op som butikschef i en modetøjsbutik. Målet er at skaffe sig frihed. Frihed og penge til at rejse ud som nødhjælpsarbejder i Afrika og hjælpe børn i nød.
Victor – et heksebarn
Den næste scene foregår på en markedsplads i det sydøstlige Nigeria i slutningen af 2013. 10-årige Victor sniger sig rundt mellem boderne for at finde madrester. Han bor på gaden, og sådan har det været i et år, siden han blev jaget ud af sit hjem og sin landsby, fordi han blev beskyldt for at være en heks af sin stedfar. Var han blevet, var han død. Indbyggerne i landsbyen troede nemlig at alt hvad Victor rørte ved blev fyldt op af ondskab og trolddom. Høsten ville slå fejl og babyer ville dø, hvis de havde ham i nærheden. Anja ankommer til markedspladsen for at finde Victor. Planen er, at han skal med til midtvejscenteret, han skal have mad, en seng at sove i, masser af kærlighed og reddes fra sin hekse-skæbne.
Det er hendes første redningsaktion i Nigeria. Da Anja sammen med kollegerne fra centeret finder Victor, har han hverken friske snitsår eller gamle ar fra tortur, som heksebørn ellers har, og som Anja havde frygtet. Men da hendes blik møder hans, ser hun noget endnu værre, som hun slet ikke havde forventet. Hun ser ind i hans 10-årige øjne og ser hele hans hæslige historie i et tomt blik der har opgivet alt. Den ensomhed og angst han har i øjnene rammer hende som en hammer i hjertet, og hun er nødt til at vende sig bort, bide sig i læben og gentage ”ikke græde, ikke græde, ikke græde…” for sig selv.
En frihed uden lige
Begge scener har haft stor betydning for Anja Lovéns liv. Hendes liv har taget en markant drejning siden 2012, hvor hun på egen hånd etablerede DINNødhjælp, solgte alt hvad hun ejede og havde og rejste til Afrika. For de fleste vil det være et stort skridt at sælge alt, hvad man ejer. At forestille sig at sige farvel til både ens yndlingssofa og alle de dyre glas, man med møje og besvær har samlet sammen til fødselsdage og juleaftner. Eller de dyre parfumer, støvler, tasker og kjoler, som hænger i klædeskabet.
– Da jeg begyndte at sælge mine ting, arbejdede jeg som butikschef i en modebutik i Aarhus. Det har været en befrielse at sælge alle de ting, for det er en befrielse ikke at have en hel masse ting, man skal hjem og passe. Jeg tænker på det hver gang, jeg ser nogen åbne gaver med pynteting – f.eks. juleaften. Til gengæld kan jeg godt savne det dér med at kigge på tingene i butikker osv. I dag har jeg uden at eje noget en frihed uden lige. Jeg er lige ved at sige, at det er noget, alle mennesker skulle have lov til at prøve. Man tror måske, at det vil føles usikkert sådan ikke at have fast grund under fødderne. Men sådan er det ikke. Man kan sagtens føle sig hjemme alligevel, funderer Anja.
Når hun har været i Danmark, har hun ofte boet hos sin tvillingsøster i Aarhus, men efter at hun er blevet mor for ni måneder siden, har hun fundet det nødvendigt med et lidt mere stabilt tilholdssted, så nu har hun fundet et møbleret værelse på en gård i Trige, hvor der er en seng, et skrivebord og et skab.
Jeg er stadig en kvinde
– Men det betyder altså ikke, at jeg nærmest er blevet sådan en urkvinde, der slet ikke går op i mit udseende. For jeg har jo min kæreste, og vil gerne stadig være kvindelig. Når jeg er i Nigeria, passer jeg på med ikke at være for attraktiv. De nigerianske kvinder går meget farverigt klædt på, men jeg går ofte rundt i slidte cowboyshorts og jeg bruger ikke så meget make-up, som jeg gør, når jeg er i Danmark. Jeg har prøvet at have kjoler og den slags med, men jeg får det ikke brugt, fordi det ikke dur, når jeg har børnene rendende rundt omkring mig hele tiden, og vi maler osv., forklarer Anja og griner af, at skønhedsidealer i Nigeria og i Danmark er vidt forskellige. I Nigeria er de attraktive kvinder store med store arme og lår, og de dyrker på ingen måde sport, fortæller Anja, der er kæreste med nigerianske David. Sammen har de sønnen David Junior på ni måneder.
– Min kæreste syntes, at jeg var smukkest, da jeg var megatyk under graviditeten, og det er jo lidt sjovt, når vi herhjemme stræber efter at være så slanke som muligt. Når jeg kommer til Nigeria efter længere ophold i Danmark, har jeg spist mere end jeg plejer, så der er han glad. De gange jeg har tabt mig efter f.eks. malaria, siger han ”you need to put on some weight.”
Svært at komme til livs
Anja og David er i gang med et stort projekt, der går ud på at bygge et nyt børnehjem til heksebørnene. Drømmen er at bygge et børnehjem med plads til 200 børn. Lige nu har de kun plads til 32 børn på det midlertidige hjem i staten Akwa Ibom i det sydøstlige Nigeria. Arbejdet med heksebørnene følger et bestemt mønster. Folk ringer til børnehjemmet og fortæller om udstødte børn, der går alene rundt et eller andet sted, og så drager Anja og de andre medarbejdere på børnehjemmet ud for at finde dem og redde dem fra den kummerlige tilværelse, de har.
– Så skal vi igennem et stort arbejde med at politianmelde deres sag, og de skal igennem tjek for sygdomme, herunder HIV, på sygehuset. Derefter kommer de med os hjem på børnehjemmet, hvor vi giver dem mad, kærlighed og undervisning, mens vi arbejder på at få børnene bragt hjem igen til deres familier. Det kan tage flere år. David har arbejdet med det siden 2006, og han har bragt 300 børn tilbage, siger Anja og forklarer, at man kan sammenligne problemet med heksebørn med de heksejagter, vi praktiserede i Danmark i 1500- og 1600-tallet, hvor vi jagtede hekse og brændte dem på bålet.
– Det nigerianske samfund er, ligesom vores samfund var dengang, meget primitivt, og dette er svært at komme overtro til livs, fordi de virkelig tror på det, og fordi regeringen ikke arbejder målrettet på at overvinde det.
Traumer er en del af hverdagen
På Anjas børnehjem er skolegang meget centralt.
– Vi har et motto der hedder: ”Education is the key to success.” Og vi havde for nylig den store glæde at hele seks af vores børn blev nummer 1 i klassen, siger Anja.
Når hun fortæller om heksebørnene i Danmark, er der mange, der undrer sig over, hvordan børnene overhovedet kan lære så meget som et bogstav, når de har været udsat for traumer, tortur og ekskludering.
– Når de kommer til os, er de som nogle vilddyr, der skal lære at indordne sig i en familie, de skal have en dagsrytme, lære at spise ordentligt osv. Mange af børnene har levet nogle år på gaden, så de skal også lære respektere andres grænser osv. Det går faktisk forbløffende hurtigt fremad med dem og for at forstå det, skal man forstå, at danske børn ville reagere helt anderledes på traumerne, fordi de slet ikke er vant til så hårdt et liv, som de nigerianske børn. For børn i Nigeria er det en del af hverdagen at blive slået og have svært ved at få mad nok. De bliver selvfølgelig traumatiserede af tortur og svigt, men ikke på samme måde, som et dansk barn ville blive det, forklarer Anja.
Hun har skulle lære sig selv, at hun ikke kan redde alle, selvom hun gerne ville.
– Nigeria er et stærkt befolket land med 200 millioner indbyggere, og alene i vores område er der 10 millioner indbyggere. Statistisk set er der to ud af ni børn, der overlever torturen.
Fakta om heksebørn
Hekseanklager, og det at være heks, har været en kendt overtro verden over. I Danmark har man før hen brændt kvinder, der blev beskyldt for at være hekse. Årsagerne til hekseanklagerne kommer oftest ovenpå sygdom/dødsfald i familien, en fejlslagen høst, barnløshed eller fyrringer.
Overtroen i Nigeria er mest udbredt i staterne Cross River State, Rivers State og Akwa Ibom hvor Anja og DINNødhjælp arbejder. Det er oftest børn der bliver beskyldt for at være hekse. Børnene bliver udstødt, forbrændt, tortureret og slået ihjel fordi de anses for at være hekse. De børn der overlever ender ofte med et ensomt og elendigt liv på gaden.
Du kan læse mere om Anjas arbejde på dinnoedhjaelp.dk, hvor du også kan støtte projektet.
Opvokset i Frederikshavn
Anja er vokset op i Frederikshavn. Hendes mor var hendes store forbillede, og har uden selv at vide det været et stort forbillede
for Anja.
– Min mor var alene med tre døtre. Min far var alkoholiker og har været det i hele sit liv, så mine forældre blev skilt, da min tvillingesøster og jeg var tre år. Min mor klarede det fantastisk. Hun var først hjemmehjælper, men tog siden en uddannelse til SOSU-assistent og arbejde på et plejehjem i Frederikshavn i 25 år. Jeg har haft en tryg barndom, hvor vi ikke manglede noget. Vi boede i et rækkehus, og mine søstre og jeg gik på Abildgårdsskolen og besøgte vores far i weekender. Selvom vi var flove over, at han drak, gik det okay med at besøge ham, husker Anja og tilføjer:
– Min mor var et utroligt stærkt og engageret menneske, der hele sit liv tog sig af andre. Jeg tror, at jeg har det store omsorgsgen fra hende. Min mor havde alle mulige ordsprog, som hun tit brugte: ”Man skal ikke græde over spildt mælk”, og ”den går ikke, Granberg” osv. Hun har en million gange mindet os børn om, at vi skulle huske at være taknemmelige og tænke på de fattige børn i Afrika, og det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, så jeg tror, at det er derfra min interesse kommer – sådan dybest set og ubevidst. Jeg kan også huske, at jeg allerede i 3.-4. klasse lavede et projekt om Afrikas børn. Jeg tror, at min mor ville synes, at det jeg gør med mit liv er fantastisk. Det er ikke så lang tid siden, at jeg fandt nogle gamle breve fra hende, som hun skrev til min søster og mig. ”Kære Anja og Tina…”, skrev hun, sådan som i et rigtigt gammeldags brev. ”Og Tina, nu holder du øje med, at Anja ikke dummer sig og laver ulykker…” skrev hun også. Det var rigtigt sjovt at læse det, for det har altid været så tydeligt, at det var min tvillingesøster, der var den rolige af os og gik den lige vej gennem uddannelse osv., og mig der var den vilde og flyvske af os, fortæller Anja.
Verden stod åben
Efter en sproglig studentereksamen i 1998, tog den allerede dengang rejselystne unge Anja i kibbutz i Israel. Med blod på tanden efter mere, vendte hun hjem, tjente flere penge og genoptog rejseriet til bl.a. Ægypten.
– Da jeg vendte hjem igen, tog jeg en uddannelse som stewardesse hos Maersk Air, og en masse eventyr stod åbne for mig, da min mor døde i 2003 af lungekræft. Da var jeg 23 år, og det føltes som at blive slået ti skridt tilbage på banen. Min mors død tog enormt hårdt på mig. Hun havde været centrum i min familie, alle i Frederikshavn kendte hende. Hun var kendt som det dér meget omsorgsfulde menneske, der altid havde andre i centrum. Da jeg mistede hende, føltes det som om, jeg selv mistede min egen styrke, og jeg mistede ligesom al retning i livet, fortæller Anja.
Krisen betød, at Anja lagde stewardesseuniformen og rejsedrømmene på hylden og fik et job på Sygehus Nord i Aalborg som servicemedarbejder. Et job der mindede ikke så lidt om hendes mors job som SOSU-assistent på plejehjemmet.
– Jeg var meget glad for arbejdet. Og den hvide kittel fik mig til og med til at føle mig lidt læge-agtig, så jeg kunne udleve hele mit omsorgs-gen ved madvognen rundt på gangene og stuerne og på børneafdelingen. Det gik der nogle år med, og så havde jeg fået bearbejdet min sorg så meget, at det var tid til at komme videre, fortæller Anja.
”Videre” blev i første omgang til lidt af en omvej – nemlig i modebranchen, hvor Anja endte med at blive butikschef i Aarhus. Og så var det, at lynet og erkendelsen slog ned i form af DR1 dokumentaren om heksebørn. Da den var set, var der ingen veje tilbage. Afrika-drømmen måttet udleves.
David var en konkurrent
– Jeg var blevet 30 år, jeg havde ikke haft held i kærlighed, så der var intet, der bandt mig til Danmark. Desuden følte jeg også, at jeg på en eller anden måde ville gøre det for at ære min mor, reflekterer Anja.
I Danmark havde Anja store problemer med finde kærligheden. De mænd hun mødte hverken delte eller forstod hendes fascination af Afrika og hjælpearbejde. Poetisk nok lykkedes det hende først at finde den store kærlighed, da hun så at sige opgav det, fulgte sit eget hjerte og gjorde, hvad hun altid havde drømt om.
– David mødte jeg på børnehjemmet, som jeg kom ned til i starten af 2013. Han var bestyrelsesmedlem på børnehjemmet, og som et led i det kom han ofte på hjemmet og tilbragte tid med børnene, fortæller Anja.
Det var dog langt fra kærlighed ved første blik mellem den hvide danske kvinde og den sorte nigerianske mand. Anja var nemlig jaloux på hans åbenlyse pædagogiske evner over for børnene.
– Ja, ha ha… Jeg indrømmer, at jeg syntes, at han var irriterende, fordi han ligesom var min konkurrent. Han var smart at se på, og når han ankom til børnehjemmet, så sprang børnene ned fra mit skød og stormede hen i armene på ham.
Mødet med kærligheden
– Men så skete der noget, der ændrede mit indtryk radikalt. Der kom en forespørgsel, om børnehjemmet ville tage imod en 14-årig pige, der var smittet med HIV, fordi hun var blevet voldtaget. Der blev en del modstand mod at tage imod hende. Flere mente bl.a., at hun ville have en dårlig indflydelse på de andre børn. Da David hørte om det, blev han rasende. Han mindende mig om en af de aber fra ”Planet of the apes”, der også blev helt vilde i ansigterne, når de blev meget vrede på menneskene. ”Vi skal hjælpe alle børn,” var hans rasende budskab. Da det skete, så jeg lige pludselig ind i sjælen på en helt anden person. Jeg kunne pludselig se, hvor lidt smart han var, hvor meget han i virkeligheden brændte for børnene, og jeg tænkte ”Gud, hvor er han dog sej!” Det var den episode, der betød, at jeg blev forelsket i ham, og jeg begyndte at åbne op for kontakten med ham fra det øjeblik. Jeg fandt hurtigt ud af, at respekten var gengældt. Han havde tilsvarende respekt for, at en hvid kvinde var rejst helt derned for at hjælpe børnene. Vi var venner i 14 dage, og så blev vi kærester, forklarer Anja.
Hun skulle dog en tur til Danmark for at finde ud af, hvor forelsket hun i virkeligheden var.
– Jeg var lige hjemme i Danmark i en periode, og vi skrev sammen hver time og savnede hinanden helt vildt, griner Anja.
Hun er helt på det rene med, at kulturforskellen imellem dem er enorm.
– Han er vokset op i en kultur, hvor kvinder skal makke ret, og hvor manden er højest i hierarkiet. Han synes, at det er ulækkert, at jeg spiser grise, og jeg synes, at det er ulækker, at de spiser hunde. Han har også haft svært ved at forstå det danske syn på børn og fødsler. Jeg tog hjem til Danmark for at føde vores søn, og han fattede det slet ikke, da jeg fortalte ham, at jeg skulle til fødselsforberedelse. Hans søster havde jo bare født sine børn i en busk. Og da jeg gav vores søn en sut, undrede han sig højlydt over, hvad det var, jeg puttede i munden på ham, siger Anja smilende.
Hun ønsker, at hende søn både får noget med fra den nigerianske kultur og den danske.
– Afrikanske børn er mere hårdføre end danske, de kan som treårige lave mad og passe andre børn, og de får stadig slag med spanskrør i skolen. Sådan skal David Junior selvfølgelig ikke vokse op, men jeg håber, at han kan få nogle år i en landsbyskole i Nigeria, selvom David synes, at hans skal gå i skole i Danmark, siger Anja.
Hun tilføjer, at det var meget hårdt at være gravid og have kvalme i det hede nigerianske klima.
Advaret af ministeren
David har endnu aldrig været i Danmark, og lige nu har han travlt med at styre børnehjemmet og passe sine jurastudier, mens Anja er i Danmark for at skaffe penge og skabe interesse for deres kommende projekt med at bygge et nyt og større børnehjem til heksebørnene.
– DINNødhjælp kører udelukkende rundt med støtte fra danske virksomheder. Vi har 900 betalende medlemmer, og vi mangler flere, for lige nu får vi ca. 15.000 kroner ind om måneden, men det koster 30.000 at drive børnehjemmet, der har 10 ansatte. Vi arbejder meget med at etablere ”hjælp til selvhjælp”, fordi det er bedre at lære afrikanerne, hvordan de klarer sig i stedet for at give dem penge i hånden, siger Anja.
Hun tror selv, at hun bliver boende i Nigeria i hele sit liv, og hun er glad for, at hun fulgte sit hjerte dengang ideen opstod, og at hun ikke lyttede til de mange velmenende, advarende røster.
– Både min familie og venner advarede mig, fordi Nigeria er et farligt land. Faktisk blev jeg også advaret af selveste den daværende udviklingsminister, Christian Friis Bach, der sendte mig en mail og bad om et møde, da han læste om mit projekt i sin tid. Han skrev en opdatering på Facebook om, at han havde ”mødt den sejeste frederikshavnerpige med ben i næsen”, og så indskærpede han mig at passe på, når jeg rejste derned på grund af de mange kidnapninger.
Tomheden i øjnene er drivkraften
– Jeg troede, at jeg ville blive rigtig meget påvirket af børnenes ar og sår og tanken om tortur. Da jeg så dokumentaren kunne jeg ikke forstå, hvordan man kunne holde et barn indespærret, begrave børn levende eller skære deres hoved af. Jeg sad bare og tudbrølede gennem hele udsendelsen. Men det, dér rører mig mest, er faktisk når jeg ser tomheden og forladtheden i børnenes øjne, slutter Anja.
Det er tomheden i øjnene, der er drivkraften til hendes livsprojekt. Og APPETIZEs udsendte ville blive meget overrasket, hvis det ikke lykkes for den unge frederikshavnerpige at få bygget det planlagte nye børnehjem, som koster den nette sum af en halv million kroner. Lige nu er hun på jagt efter sponsorer til projektet og danske håndværkere, der vil med til Nigeria og bygge det.
FAKTA: Anja Lovén
Fulde navn: Anja Ringgren Lovén
Født: 1978 i Frederikshavn
Civilstatus: Kæreste med David, der er en af hendes kollegaer på centeret i Nigeria
Børn: David Junior på ni måneder
Bopæl: Skiftevis i Nigeria og Danmark
Søskende: Storesøster Pia, der bor i Frederikshavn og tvillingesøster, Tina, der bor i Aarhus
Organisation: Etablerede i 2012 sin egen nødhjælpsorganisation, DINNødhjælp
Tidligere arbejde: Stewardesse i Maersk Air og butikschef i Aarhus.
