28 år og allerede 20 års jubilæum som skuespiller. APPETIZE har mødt Amalie Dollerup, der har gjort op med sin indre barnestjerne og har fundet frem til sin egen form som seriøs, voksen skuespiller. Nu tordner hun atter ind på tv-skærmene som Amanda i Badehotellet, efter mange års frivillig eksil på de lidt mere anonyme teaterscener – senest som fastansat på Aalborg Teater.
Tekst: Sussie Vinkel Foto: Søren Skjødt
Hun kan et eller andet med danske TV-serier, hende Amalie. Hun spiller centrale roller i de to mest sete danske TV-serier nogensinde, nemlig Badehotellet og Strisser på Samsø. Amalie Dollerup er lige nu topaktuel i rollen som overklassepigen, Amanda Madsen, i Badehotellet. Serien fik lunkne anmeldelser, da første sæson blev sendt på TV2 i december 2013. Det var seerne dog ligeglade med, for første sæson blev gennemsnitligt set af ikke færre end 1.518.000 seere. Serien er dermed den mest sete TV 2-serie siden Strisser på Samsø…
Starstruck
– Jeg er meget glad for rollen som Amanda Madsen. Jeg har været mere vant til at få søde roller som Julie i Romeo og Julie osv., fordi jeg ser ung ud og er lille osv. Jeg gik faktisk oprindeligt til casting, for at få rollen som køkkenpigen, Fie. Men så fik jeg mulighed for også at prøve de andre roller, og jeg valgte at gå all in, selvom jeg kun havde læst to scener med Amanda, og faktisk ikke anede, hvad rollen indebar, da jeg så fik den. Men det er en drømmerolle, fordi Amanda ikke er den her søde pige, og jeg kan godt lide den energi, hun kommer ind i stuerne med. Jeg må jo ramme hende godt, for jeg oplever mange, der allerede efter 1. sæson, står med korslagte arme og er pisseirriterede på mig, når de møder mig, fordi de har Amanda inde i hovedet. Der er også nogle der siger til mig, at de håber, at Amanda bliver sødere i næste sæson, og at det var fuldt fortjent, at hun fik en lussing af sin far i fjerde afsnit, griner Amalie og understreger, at de fleste, der genkender hende, er søde og respektfulde.
Måske også fordi hun mest er kendt af det lidt ældre segment, dem der ser Badehotellet, dem der går i teatret og dem, der kan huske Strisser på Samsø. Alligevel er hun også ude for sjove oplevelser, som for nylig, hvor en ekspedient i Matas i Aalborg blev helt starstruck over, at ”Amanda” pludselig stod der helt almindelig og ville købe vatrondeller og pudder.
Aalborg tur retur
Badehotellet er indspillet ved Svinkløv, Slettestrand og Grønnestrand i Nordjylland. Serien handler om Andersens lille badehotel i sommeren (1928)-1929 og skildrer sommerens gang, hvor hotellets københavnske gæster vender op og ned på hverdagen for hotellets medarbejdere. Serien følger både de ansatte og gæsterne på hotellet og deres indbyrdes forhold. For Amalie har det været spændende, men også hårdt, at indspille Badehotellet samtidig med at hun har arbejdet på Aalborg Teater. Størstedelen af scenerne i Badehotellet er optaget i studier i København, så det har været noget med tidlige fly frem og tilbage.
– Nogle gange har der været mødetider kl. 05.00, så man kan nå at optage og nå tilbage til teaterprøver kl. 11.00. Det er et kæmpestort puslespil at få til at gå op for de mange mennesker bag kameraerne, forklarer Amalie.
Aalborg er Aalborg
Amalie kender Aalborg ganske godt, for hun har boet her i 3,5 år. Lige nu bor hun alene i en lejlighed i Vestbyen. Hendes kæreste, skuespilleren Andreas Jebro, er just flyttet til hovedstaden igen, hvor de begge kommer fra. Ikke for at forlade hende – han har fået job derovre, er færdig med sin kontrakt på Aalborg Teater og er så at sige flyttet i forkøbet. Amalie følger efter ham til juli, hvor hendes kontrakt med Aalborg Teater udløber. Nord-jyde nåede hun aldrig at blive – det kan man tydeligt høre på hendes artikulerede, nordsjællandske… Meeen, hun har fået ret godt fat i den nordjyske folkesjæl, som hun har stor sympati for.
– Jeg kan godt lide Aalborg, og jeg kan godt lide nordjyder. Aalborg er Aalborg og prøver ikke at være noget andet, og nordjyderne er stolte af deres landsdel. Det synes jeg, er helt specielt i forhold til andre byer, der gerne vil være som København eller andre steder. Jeg havde en oplevelse i Biffen i Nordkraft for nylig, som er meget sigende. Der kom et ældre par ind og satte sig ind ved et bord, hvor der lå både Politiken, Børsen og Nordjyske. De tog helt automatisk hver sin sektion af Nordjyske – for dem er det mest spændende jo, hvad der foregår lokalt. Jeg var også hos min fysioterapeut, som sagde: ”Nå jeg så dig i fjernsynet….” Jeg tænkte, at han mente Badehotellet, men det var selvfølgelig, at han havde set mig i TV2/Nord i Musikkens Hus. Aalborgensere lefler ikke for andre byer, og det kan jeg rigtigt godt lide. Men der er også en masse at være stolt af – alt det man har gjort ved havnen f.eks. Dog synes jeg godt, at nordjyderne kunne opdage endnu mere, at de har et fantastisk teater, pointerer Amalie og fortæller videre, at hun har udviklet en helt særlig passion med at diskutere med taxachauffører til og fra lufthavnen. Diskussioner kan gå på alt muligt – om Aalborg Teater laver forestillinger nok, f.eks.
– De er masser af ting og steder, jeg kommer til at savne, når jeg flytter. Især teatret her, der er mit andet hjem, kantinen, garderoben og prøvesalen. Jeg er begyndt at tænke ”nu er det sidste gang, at jeg gør det her…” Jeg har haft fantastiske kolleger, og der er stor opbakning hele vejen rundt fra teknikere til rengøringspersonale, fortæller Amalie og tilføjer:
– Jeg kommer også til cykelture i Fjordbyen eller over broen og frokoster på Victors Madhus, der minder mig om min farmors med appelsinvand osv.
En fri skuespiller-fugl
Flittige gæster på Aalborg Teater vil vide, at teaterdirektør, Morten Kirkskov, har givet Amalie store udfordringer, forskellige roller og udviklingsmuligheder i løbet af hendes år på teatret. Det er hun meget glad for.
– Morten Kirkskov har været SÅ sej og givet mig så mange spændende opgaver. Jeg startede med en to-årig kontrakt, og derefter fik jeg den forlænget. Det er sjældent, at man er så heldig at få en fastansættelse på et teater, når man lige er uddannet, så jeg føler mig meget privilegeret på det område, og det har betydet, at jeg på kort tid har fået rigtigt meget erfaring og rigtig mange nye redskaber som skuespiller, siger Amalie.
Når hun forlader Aalborg Teater, forlader hun samtidig trygheden ved et fast arbejde og en fast løn og bliver en fri skuespiller-fugl. Men Amalie forklarer, at det for hende passer fint ind i karrieren, så hun kan risikere lidt mere nu. Første skridt i den nye tilværelse i København bliver ”En kort, en lang,” på Nørrebro(s) Teater. Desuden skal hun forhåbentlig i gang med at indspille 3. sæson af Badehotellet.
Min barndom var ret normal til jeg var 8 år
Amalie har altid været den vilde lillesøster. Hun er vokset op med sine forældre, der er lærere, og to noget ældre halv-storesøstre.
– Jeg er blevet beskrevet som lidt skør og med krudt i røven. Jeg ville aldrig sove, og jeg elskede at danse og optræde. Jeg startede med at danse som 4-årig og har danset en masse jazzballet og hip-hop. Min barndom var ret normal, indtil jeg var 8 år, fortæller Amalie.
Rundt omkring på nettet kan man læse den sjove historie om, hvordan Amalies karriere som barnestjerne startede med, at hun spillede geden i ”Klods Hans” på Amagerscenen som 7-årig. Kort tid efter var der en notits i en avis, der fortalte at man søgte en pige til at spille den yngste udgave af forfatterinden Lise Nørregaard til filmatiseringen af hendes liv. I notitsen var der bragt et gammelt foto af Lise Nørregaard som barn. Det billede har fået kæmpestor betydning for Amalies liv – rigtigt mange mennesker så nemlig straks, at Amalie havde en slående lighed med forfatterinden – lige fra de fyldige læber, til pagehåret og de alvorlige øjne med en udefinerlig godhed i blikket.
– Mange mennesker henvendte sig til mine forældre og sagde, at jeg lignede hende, så det endte med, at de sendte mig til casting. Jeg blev sur over, at jeg så ikke kunne komme til en hip-hop-konkurrence, så min far ringede ud og spurgte, om det var muligt at jeg kom til som en af de første, så vi kunne nå det hele, siger Amalie med et smil over historien. Dengang anede hverken hendes forældre eller hun, hvad de kommende år ville bringe….
En one-taker
Efter ikke mindre end 20 castings var rollen som Lise Nørregaard Amalies, og 8-årige Amalie blev hurtigt kendt i branchen som den lille pige, der kunne arbejde overraskende seriøst og indlevende med rollerne. I hendes allerførste scene i ”Kun en pige” lavede hun, hvad man i branchen kalder, en one-taker – altså hvor man rammer plet i første optagelse. Det fik de andre på filmsettet – bl.a. skuespilleren Waage Sandø, der spillede hendes filmiske far, til at hæve øjebrynene i forbløffelse og beundring over det åbenlyse, spirende talent, der pludselig stod der med alvor i de mørke øjne, med en dukke under armen og iklædt tøj fra 40’erne og sløjfe i håret.
– Peter Schrøder var instruktør på ”Kun en pige”. Jeg kendte ham godt – som den dumme røver fra Krummerne, hvor han snerrede: ”Hold nu kæft, Ivan.” Men som instruktør for mig var han helt anderledes. Han forklarede, hvad jeg skulle gøre, på sådan en helt stille og intens måde, husker Amalie. Hun husker også en meget sød børnepasser og en caster, der passede godt på hende under optagelserne.
Strisser på Samsø
Efter ”Kun en pige,” fulgte så ”Nonnebørn,” som Amalie blev Bodil-nomineret for som bare 11-årig. Og i 1997 og 1998 sendte TV2 for første gang tv-serien Strisser på Samsø, der i 12 afsnit samlede hele Danmark foran tv’et. Serien fik en enorm popularitet. Hvis nogen derude har glemt det, så handler serien om storbystrømeren, Christian Torp, som har mistet sin kone under tragiske omstændigheder, og som flytter til Samsø med sin datter Sille. Hele Danmark lærte strisseren og hans søde, alvorlige, lille datter – der blev spillet af Amalie – at kende. For Amalie var det overvældende med den store opmærksomhed, der kom med en slags tilbagevirkende kraft: Alle genkendte hende – men først da serien endelig blev sendt, og hun for længst var færdig med at indspille den.
– Lars Bom, der spillede min far, var skøn. Han tog sig rigtigt godt af mig, han boede kun fem minutters kørsel fra mine forældre, og han hentede mig altid, og så kørte vi sammen og øvede teksterne i bilen. Der var mange scener, hvor det bare var os to sammen, siger Amalie og tilføjer:
– Nogle af de mennesker, der arbejder på Badehotellet bag kameraet, var også med dengang, og så er der nogen der siger til mig: ”Neeeej, hej Amalie. Jeg var også med på ”Kun en pige.” Så bliver de så kede af det, når jeg ikke kan huske det.
Kampen væk fra barnestjernen
Gennem tiderne har man set mange barnestjerner gå til grunde i deres egen tidlige succes. Følelsen af at hun allerede havde toppet, da hun som 11-årig blev nomineret til en Bodil, og at hun allerede har oplevet ALT, har også fyldt meget i Amalies liv. Det er ikke kun fedt at ha’ 20 års jubilæum som 28-årig. Man bliver måske også lidt desillusioneret af det. Heldigvis har Amalie tøjret barnestjernen, så hun nu kan forholde sig mere nøgternt til den. Den er blevet en del af hende – på godt og ondt.
– På nogle punkter har det været fantastisk. På andre måder har det været pisseirriterende. Jeg har savnet meget at føle den der store overraskelse og det fantastiske i ting – jeg ville nogle gange ønske, at jeg havde mere den der åbenhed eller ”uskyld”, som mange andre unge skuespiller har. Ulempen ved at være barnestjerne er, at jeg blev for hurtigt voksen. Legen var lidt for hurtigt væk i mit liv, fordi jeg altid omgikkes voksne og blev vant til at være en del af de voksnes hold på et filmhold. Jeg har arbejdet meget på at få legen tilbage i mit liv. På skuespillerskolen arbejdede jeg f.eks. også med at bevæge mig væk fra at gøre alting perfekt, siger Amalie og tilføjer, at hun trods alt er glad for, at hun ikke er barnestjerne i dag, hvor alle løber rundt med mobiltelefoner og fotograferer alt og alle og poster det på de sociale medier. Det ville ha’ været hårdt.
– Om jeg ville lade mit eget barn lave film og teater? Jeg ville synes, at det er ok med teater, fordi det er mere legende og frit end film og tv.
Janteloven
– Det var ikke selve filmarbejdet, der var hårdt. Det var alt det, der fulgte med det. Som 12-13-årig skulle jeg forholde mig til en masse mennesker hele tiden, der troede, at de kendte mig, siger Amalie.
De første mange år gik hun på en skole i Virum, men da hendes forældre flyttede til indre København, skiftede hun skole i 7. klasse. Der kunne hun mærke, at janteloven fyldte meget i forhold til hende. Hun begyndte at holde lav profil, fordi de andre ikke skulle syntes, at hun ”var noget.” Hun blev meget opmærksom på at være som de andre, og tog en masse frivillige tjanser som duks for at kompensere for alle de gange, hvor hun ikke var der.
– Det var en stor befrielse, da jeg så startede på Sankt Annæ Gymnasium og samtidig tog en pause fra skuespil. På Sankt
Annæ Gymnasium måtte man gerne ”være god til noget,” og jeg fik mange venner der. Mange af de venskaber, jeg har i dag, går tilbage til den tid, siger Amalie.
Forbillederne
Når en stor del af ens barndom foregår blandt voksne i filmstudier, og når man får stående applaus af hele Danmark i kor, før man bliver 10 år, er der ikke noget at sige til, at man kan blive lidt varsom med at træde forkert derefter. Til trods for barne-stjernet-åget har Amalie opnået en kunstnerisk frihed i dag, hvor hun endda er begyndt at synes, at det bedste næsten er, når noget ikke går som planlagt på teaterscenen.
– Så sker der det, at alle sanser bliver skærpet. Det er enormt nervepirrende, mens det står på, og det kræver stort samarbejde og timing i fællesskab at redde situationen. Det er en slags blanding af total angst og noget totalt sjovt, siger Amalie med et smil. Hun har flere store forbilleder – kolleger, som hun beundrer:
– Jeg synes, at instruktøren Thomas Vinterberg er fantastisk. Han virker som det sødeste og mest empatiske menneske, og jeg ville føle mig meget tryg ved at arbejde sammen med ham, så det håber jeg, at jeg kommer til en dag. Derudover har jeg stor respekt for skuespilleren, Bodil Jørgensen, som jeg arbejdede sammen med allerede som barn i ”Nonnebørn.” Jeg beundrer hende, fordi hun har en god indstilling til sit arbejde, spænder enormt bredt og er et skønt menneske, siger Amalie og kommer i tanker om endnu et forbillede:
– Sofie Gråbøl…. Jeg har aldrig mødt hende, men jeg har tit lagt mærke til hende, fordi hun også startede karrieren som skuespiller som ret ung og helt autodidakt. Jeg synes, at hun er meget dygtig, fordi hun har hele pakken, hun er både meget følsom og har en masse power. Samtidig synes jeg, at det er fantastisk, at der er nogle, der har set alt det i hende, og givet hende materialet og rollerne til at udvikle sit talent.
Brevet, der blev væk
Selvom Amalie har været væk fra tv-skærmene, har hun i alle årene spillet teater rundt omkring. Det havde hun egentlig tænkt sig at blive ved med, men så søgte hun alligevel ind på Teaterskolen i Århus som 20-årig. Hun kom ind i første forsøg som 20-årig blandt 700 ansøgere.
– Det var meget overvældende og overraskende, at jeg kom ind ved første optagelsesprøve. Jeg havde ikke forventet, at det ville betyde så meget, men jeg kunne godt mærke, at da jeg først havde bestået de første to runder, så ville jeg VIRKELIG gerne bestå den sidste også. Det var sådan: ”Okay, nu har jeg brugt så meget af min tid på det her, og jeg har givet så meget af mig selv…” Vi fik at vide, at der ville komme et brev, men det kom ikke, fordi teaterskolen havde glemt at sætte porto på det, så det blev forsinket. Jeg stod med det ene ben ude af døren, for jeg skulle til Skive og optræde i ”Frode og alle de andre rødder”, men jeg løb efter postbuddet og spurgte: ”Er der virkelig ikke noget fra Århus til mig?” Jeg følte, at der var noget helt galt. Jeg boede stadig hjemme på det tidspunkt, og min mor foreslog, at jeg ringede til skolens sekretær. Det gjorde jeg så. ”Jeg har altså ikke fået noget brev,” sagde jeg. Den søde sekretær svarede: ”Jamen, jeg kan altså godt fortælle dig, at du bliver glad, for du er kommet ind.” Jeg råbte højt af glæde, og det gjorde min mor også, mens min søster begyndte at tude, fordi jeg så skulle flytte. Jeg skyndte mig at køre til Skive, og hele turneen med stykket blev præget af, at jeg var så vildt glad over det nye, der skulle ske. Det var min drømmeuddannelse, selvom jeg havde udskudt det, og slet ikke rigtigt troede, at det var nu, forklarer Amalie.
Jeg er blevet mere hjælpsom
Da APPETIZE besøger Amalie på Aalborg Teater er det tæt på middagstid, og hele teatret summer af travlhed. Folk der afprøver lys, scenografer, der maler på rekvisitterne til ”Den blå planet,” og i skuespillernes garderober er folk i gang med at skifte tøj og snakke med hinanden på tværs af spejlene.
”Herre på damegang…!” Råber Amalie, da hun går foran APPETIZEs- mandlige fotograf ned ad damegangen. Skuespilleren Özlem Saglanmak, som Amalie deler garderobe med, skynder sig at skifte tøj og gå ud, så vi kan tage billeder.
– Jeg har makeup på i dag, men når jeg har fri, holder jeg meget af at smide masken og bare være mig selv, siger Amalie foran spejlet.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle være, hvis ikke jeg skulle være skuespiller. Jeg føler virkelig, at jeg ville være på udebane i alle andre fag, og jeg ville være dårlig til at være golftræner f.eks. Nej for resten, jeg ville måske være danselærer så, siger Amalie og mener, at en af hendes svagheder er, at hun kan være utålmodig og glemsom.
– Min bedste side er, at jeg er blevet meget mere hjælpsom over for andre. Jeg er blevet meget bevidst om at se ud af mit eget navlepilleri, og jeg er blevet en langt mere social person, der befinder mig godt i et selskab, slutter Amalie.
Karriere:
Debuterede i filmen Kun en pige i 1995, hvor hun spillede en ung Lise Nørgaard.
Hun er bedst kendt fra tv-serien Strisser på Samsø (1997-1998), hvor hun spillede datteren Sille Torp.
I 1997 havde hun hovedrollen i filmen Nonnebørn. En præstation, der indbragte hende en Bodilnominering.
Udover film og tv har Amalie Dollerup medvirket i en række teaterforestillinger. Hun fik sin scenedebut på Amager Scenen, hvor hun i 1993 spillede med i musicalen Klodshans. Året efter medvirkede hun i Amager Scenens opsætning af musicalen Sound of Music, i 1996 spillede hun titelrollen i Annie (Amager Scenen), og i 2000 spillede hun Wendy i musicalen Peter Pan på Det Ny Teater. Hun har efterfølgende medvirket i bl.a. Helvede på Teatret ved Sorte Hest (2005), turnéforestillingen Frode og alle de andre rødder (2006), Det Gyldne Kompas på Aarhus Teater (2008) og Blå Mandag 4ever! på teatret Svalegangen i Aarhus.
Siden 2011 har Amalie Dollerup været fastansat på Aalborg Teater. Her har hun bl.a. spillet med i Den Gyldne Drage, Begravelsen af Thomas Vinterberg, Anne Linnet teaterkoncerten Jeg er jo lige her, Ødipus på Kreta, Kirsebærhaven, Alice i Eventyrland og musicalen En kort en lang, som i 2014 vandt Reumert-prisen for Årets Musicalteater/show.
Amalie Dollerup har også lagt stemme til adskillige tegnefilmsfigurer og medvirket i adskillige radiodramaproduktioner på DR. I 2013 medvirkede hun i sæson 3 af DR‘s tv-serie Borgen som Emma Ravn, og hun er aktuel i TV2‘s tv-serie Badehotellet, hvor hun spiller overklassepigen Amanda, som er en af seriens hovedroller.
Hun blev i januar 2015 nomineret til en Robert for bedste kvindelige birolle i en tv-serie for rollen.
Fakta:
Amalie Dollerup
Født: Den 15. april. 1986
Civilstatus: Kæreste med Andreas Jebro, som er skuespiller
Opvokset: Nordsjælland
Forældre: Er begge lærere
Søskende: To storesøstre
Stilling: Skuespiller på Aalborg Teater
