Få har som Ole Thestrup haft styrken til at forvandle en kæmpebrandert til kæmpe-respekt. Ole Thestrup siger selv, at han blev født på ny i Nordjylland. Forklaringen på det statement er, at han i 1998 blev tørlagt alkoholiker på behandlingscentret Damgården i Frederikshavn. APPETIZE har mødt den store skuespiller, der i øjeblikket er aktuel i ”Den Stundesløse” på Folketeatret i Hjørring.
Tekst: Sussie Vinkel Foto: Søren Skjødt
– Jeg har et ret fantastisk forhold til Nordjylland, for jeg har fætre, kusiner, onkler og tanter over det hele, som jeg kommer meget sammen med. Men jeg har også en anden ”familie” i Nordjylland, som jeg fik, da jeg blev ædru på Damgården for 16 år siden. Jeg fik en masse venner fra Sæby, Aalborg og Frederikshavn, fordi man bliver bundet sammen af det fælles problem, man har og er fælles om at hjælpe hinanden. I AA er man knyttet sammen i et stort fælleskab, uanset hvor man kommer fra. Jeg har også lavet en teaterforestilling sammen med dem fra Damgården. Jeg tror, det var samme år eller året efter, at jeg havde spillet Jeppe i ”Jeppe på bjerget”, og Yngve, der er en af mine venner fra Damgården, skrev en AA-udgave af ”Jeppe på bjerget”, der kom til at hedde ”Da Jeppe blev bjerget”. Den ender med, at Jeppe bliver udsat for en intervention fra et behandlingshjem og bliver et nyt menneske, fortæller Ole og tilføjer, at han ikke selv var med i stykket, men han hjalp med at instruere amatørskuespillerne.
– Jeg var også sådan en slags pauseklovn, fordi det jo tog dem syv alen at komme i gang med anden akt. Så stod jeg og causerede over, hvad det var, publikum lige havde set, hvad de troede, der nu skete osv. Stykket bliver taget op ved jævne mellemrum, og ofte er det i uge 40, som er alkohol-ugen.
Kampen mod Kong Alkohol
Oles stemme får en særlig klang, når han taler om sin nordjyske AA-familie. Faktisk skal han møde dem i aften, når han er færdig med at spille ”Den Stundesløse” på Folketeatret i Hjørring.
– De kommer og ser stykket, og så skal vi mødes og spise sammen i Frederikshavn. Vi har alkohol til fælles, men ellers er vi meget forskellige: Der er Yngve, der er misbrugskonsulent i Frederikshavn Kommune, og ellers så er der både en elektriker, en tømrer og en selvstændig erhvervsdrivende imellem os. Jeg er den, der har været tørlagt længst tid, fortæller Ole og fortsætter:
– Vores fællesskab betyder usandsynligt meget. Man kan få støtte og også at være der for andre. Nogle gange ringer der én, der gerne vil ha’ hjælp til at komme af med alkoholen, og så formidler jeg hjælp af en eller anden slags. De, det lykkes for, bliver mine venner for livet, fortæller Ole, der mere end halvdelen af sit liv har kæmpet mod Kong Alkohol.
Ikke en gang den fatale kæmpebrandert-tur i en British Airways jumbojet fik ham til at sætte proppen i og stoppe med at drikke. Alle ældre danskere husker nok stadig historien om ”Jumbo-Ole” fra 1988. Måske fordi Ole Thestrup med denne tur fik den tvivlsomme ære, at være den dansker, der til dato har lavet mest ravage i luften, da han gik amok om bord i en kæmpebrandert og bl.a. forsøgte at åbne nødudgangen i ti kilometers højde. Kabinepersonalet valgte til sidst at binde den store skuespiller fast til flysædet, og kaptajnen måtte nødlande flyet. Højt at flyve, dybt at falde, kan man måske sige, men der gik alligevel ti år, før Ole Thestrup indså, at han havde behov for hjælp til sit alkoholproblem. Det var, da han fik sin tredje dom for spritkørsel.
Jeg opgav at styre alkoholen
– Min redning blev AA, og så det at jeg opgav selv at styre alkoholen. Det er en kamp for alkoholikere, hver gang vi kommer i nærheden af alkohol. For mig gik kampen i mange år ud på at ha’ lange perioder, hvor jeg var på antabus, og perioder hvor jeg tænkte: ”Nu skal jeg fandeme vise den forbandede alkohol, at jeg kan styre den.” Det var dét, der var hele min kamp. Jeg indså ikke, at jeg var dømt til at tabe hver eneste gang. Jeg kæmpede i 17-18 år på den måde. Hvornår jeg begyndte at drikke? Jamen, de fleste unge mennesker begynder jo med at drikke på et tidspunkt, og mange har et længerevarende overforbrug, mens de går på gymnasiet, til fester på universitetet osv. Ti procent af os har det særlige gen, der betyder, at vi bliver hooked på alkoholen efter et længerevarende overforbrug. Der sker en umærkelig forandring, der betyder, at man pludselig ikke længere får tømmermænd, men abstinenser, der består af rysteture, koldsved og en udefinerlig angstfornemmelse. Når man så drikker igen, går abstinenserne væk. Alkoholikeren drikker ikke for at blive fuld, men for at blive normal. I begyndelsen kan man styre det, men som årene går, bliver det sværere og sværere at styre, og så får man enten for meget eller for lidt. For mit vedkommende kørte jeg med antabus i lang tid. Når jeg fik en kontrakt på en rolle, fik jeg altid føjet ind, at jeg skulle ha’ lægeordineret antabus af regissøren. Det var alle omkring mig med på, for jeg kunne jo ikke arbejde, når jeg drak, forklarer Ole Thestrup.
20 dages mareridt i Helvede
Opholdet på Damgården i Frederikshavn blev det endelige vendepunkt for Ole.
– Jeg var der i seks uger, og jeg har ikke rørt en dråbe alkohol siden. Da jeg kom, havde jeg været ædru i et halvt år, men til gengæld havde jeg fået Stesolider af min læge, som jeg skulle af med. Det var svært – jeg gennemgik 20 dages mareridt i helvede. Det føltes som om, man gik rundt i store kasser fyldt med vat, jeg fik kraftige influenzasymptomer, jeg svedte og rystede. Kroppen kæmpede med at komme af med affaldsstofferne, og jeg fik bylder inde i munden og havde det elendigt, husker Ole.
Hele dette indre drama udspillede sig langt ude på landet ved Frederikshavn.
– Da afvænningen fra pillerne var væk, fik jeg det pragtfuldt. Jeg gik lange ture og lærte de andre at kende. Heldigvis havde jeg haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke drak, så jeg vidste godt, hvor pragtfuldt livet som ædru var. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har haft en kollega, der holdt op med at drikke som 50-årig, og ikke anede hvem han selv var. Det er uhyggeligt.
– At jeg kvittede alkoholen betød, at mit liv blev smukt i stedet for grimt. Det var som at gå fra nat til dag. Mit familieliv blomstrede op igen, jeg fik det godt med mine børn igen, og det var som at blive født på ny. Jeg plejer at sige det sådan, at jeg ville nødigt ha’ været det hele foruden, fordi det har gjort mig til et langt mere tolerant og rigere menneske. Men derfra og til ligefrem at anbefale unge mennesker at gå den vej for at opnå personlig udvikling, det vil jeg ikke gøre, griner Ole og tilføjer:
– Men det står jo frit for enhver at gå igennem AA’s 12-trins program. Der er mange gode ting i det, som alle kan bruge. Jeg slutter hver dag med trin 10, hvor man evaluerer den dag, man har haft. Jeg gennemgår i tankerne hele dagen, og dem jeg har været sammen med. Så spørger jeg mig selv, om der var nogen, man ”stødte på frakkeærmet”, eller om der er noget, jeg skal ha’ sagt undskyld for eller lave om. Møder jeg så vedkommende igen, så siger jeg: ”Du, det der forleden dag, det må du sgu undskylde…” Den teknik betyder for det første, at andre bedre kan lide én, og man bliver mere tilfreds med sig selv, når man kan se og tager ansvar for sine egne fejl. Det er et fantastisk nyttigt trin, som kan bruges som en leveregel, siger Ole.
Han siger også flere gange dagligt AA’s sindsro-bøn, der bl.a. lyder:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”
To familier røg i svinget
– At blive alkoholen kvit handler om at opgive; simpelthen. Jeg får nogle gange opringninger fra folk, der gerne vil i behandling og spørger, om jeg ikke kender en meget billig lynkur. Det går slet ikke. Jeg har selv haft min del af tilbagefald – snesevis af gange i 70‘erne, 80‘erne og 90‘erne. Men behandlingen har bidt godt på mig, og det tilskriver jeg mit held, siger Ole Thestrup.
Han er opmærksom på, at alkohol i så massive mængder har omkostninger:
– For mig var der den omkostning, at der var to familier der røg i svinget – familier med et barn i hver. Den tredje familie var lige på nippet til at ryge også, men det skete heldigvis ikke, og jeg har den endnu. Det er meget sværere for mennesker, som beslutter sig for at gå i behandling, hvis de har brændt alle broerne og ikke har nogen familie længere. For mig har det været meget værdifuldt, at jeg har haft min familie, mit arbejde og opgaven med at hjælpe andre i samme situation, fortæller Ole.
Han er gift med Hanne Thestrup, der de senere år har dygtiggjort sig som NLP master og reiki healer. Hun driver en klinik i ”baghaven” til familiens hjem på Tuse Næs ved Holbæk Fjord. Klinikken hedder meget apropos ”Sindsrohuset”.
– Hun er fandeme dygtig. Hun har lige lejet huset ved siden af for at udvide og er i gang med at inddrage sin datter, Elise, som jeg har adopteret, i klinikken. Hanne og jeg var oprindeligt ungdoms-kærester, men vi brød forbindelsen og så ikke hinanden i 26 år,
men mødte så hinanden året efter min ”dejlige” flyvetur til Canada, siger Ole.
Han har, fortæller han, også været gift med en ”synagogeforstander” – det vil sige en præst.
– Anne Grethe og jeg mødtes i 1972 og blev skilt i 1985. Vi har en pragtfuld datter, Sara, sammen, og de to har om nogen oplevet mine op- og nedture med alkoholen, siger Ole.
Hans første ægteskab var kort.
– Jeg var fra 1970-71 gift med Susanne, og sammen fik vi min ældste datter, Rikke.
Knyttet til Nordjylland
Det er ikke kun AA, der knytter Ole Thestrup til det nordjyske.
– Min mors familie kommer fra Dall, hvor hun er vokset op på et lille husmandssted. Min mor var hjemmegående. Min far var egentlig uddannet landmand, men det kunne han ikke brødføde en familie med, så i stedet for fik han job ved Hedeselskabet som arbejdsleder, hvor han plantede læhegn og småplantager og dårlige jorder til med skov, fortæller Ole.
Han læner sig tilbage og tager historiefortæller-stemmen på, og når det sker, kan man slet ikke lade være med at blive revet med og lytte – så god en fortæller er han. Selv en beretning om en ret jævn opvækst, som det var, bliver interessant og nærværende. APPETIZEs udsendte må tage sig selv i at spekulere over, hvad det er, han kan? Ole Thestrup er jo hverken smuk eller charmerende i ordets traditionelle forstand – til gengæld er hans nærvær sjældent, og der skinner en stor ægthed og autenticitet igennem hans øjne og stemme.
– Noget af det, jeg har fået med hjemmefra, er bl.a., at man skal være ærlig. Det er en af de vigtigste dyder, og jeg forsøger at leve op til det, forklarer han selv og fortsætter fortællingen:
– Jeg er hjemmefødt i beboelsesejendommen Rosengården i Nibe. Da jeg var halvandet år flyttede vi til Djursland, fordi min far fik arbejde der, så hele min barndom har jeg tilbragt i og omkring Koed ved Kolind. Vi boede i en dejlig rødstensvilla, og mit barndomshjem var sådan et typisk dansk kernefamilie-hjem, hvor vi også altid havde en hund. Fra jeg var 10 år, til jeg var 26 år havde vi en Lassie-hund, og så sent som i forgårs sad jeg og græd snot over en gammel Lassie-film, griner Ole.
Hans storesøster, Jette Thestrup, har hele sit liv været ansat på Grindsted Products, der fusionerede med Danisco.
– Hun laver noget med giftstoffer i madvarer, siger Ole og griner og retter det til ”tilsætningsstoffer.”
– Jeg har tit sagt ”giftstoffer” til Jette, og så korrigerer hun mig.
Thestrup-familien og Kong Hans
– Thestrup-familien går helt tilbage til Kong Hans, og vi har faktisk våbenskjold og det hele. Ham, der har originalen til våbenskjoldet, hedder Møller og bor her i Aalborg. Min far er født i Kronprinsessegade i København, og han havde fire søskende. Min farmor blev tidligt alene med alle børnene, fordi min farfar stak af til staterne og aldrig kom hjem igen. Det er meget mærkeligt, og ingen har nogensinde fundet ud af, hvad der skete, men han døde som 54-årig efter at ha’ haft et helt andet liv derovre. Min farmor stod så der med håret i postkassen, og min far blev sammen med sin bror, Børge, sendt over til sine bedsteforældre i Vestjylland, hvor han voksede op og heldigvis havde en fantastisk barndom hos Svane-familien. Det var en landbrugsfamilie, men der var ikke nogen gård til min far, så han tog den hårde vej og uddannede sig som landvæsenselev på landbohøjskolerne og på herregårdene. Han fik nogle fantastiske anbefalinger og startede som karl og forvalter, allerede da han var sidst i 20’erne. Men tænk – det var alligevel ikke nok til at brødføde en familie, fortæller Ole.
Han fortæller, at hans forældre mødte hinanden til bal i Svenstrup. Hans far havde Hedeselskabets distrikt søndenfjords, så derfor var han i Nordjylland og gik til bal her. Han spurgte: ”Vil du ha’ en Valash?” Og det ville hun gerne.
Drømmen om at blive skuespiller
Det med at blive skuespiller er måske ikke det mest oplagte valg for en lille knægt fra en almindelig familie i 7. kartoffelrække på Djursland.
– Jeg har godt nok fået en masse opdragelse med hensyn til kultur og musik. Min far var meget musikalsk. Selvom jeg havde drømmen, troede jeg ikke selv, at jeg havde evnerne til at blive skuespiller, men alligevel havde jeg allerede i 2.-3. g skrevet til Århus Teater og bedt om at få en ansøgning til elevskolen. Jeg fik den ikke lavet. Men så begyndte jeg på universitetet og var med i studenterrevyen der, hvor den fantastiske – i øvrigt nordjyske – kvinde og skuespiller, Birgit Conradi, var instruktør. Hun sagde: ”Ole, ved du hvad… Hvis nogen skal blive skuespiller, så er det dig. Og ved du hvad… Det skal være NU, og du kan bo hos min mand og mig, så vi kan læse med dig.” Hendes ord betød, at jeg straks begyndte at læse til optagelsesprøven på elevskolen. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg dumpede, så ville jeg aldrig røre det igen med en ildtang, men jeg kom ind med det samme, griner Ole.
Det er vi mange danskere, der er glade for, at han gjorde. Tænk, hvis vi skulle ha’ undværet hans fortolkning af Jeppe, i Jeppe på Bjerget. Han formidable skæve eksistenser i bl.a. ”Blinkende Lygter”, hvor han spiller den skydegale jæger, der siger de uforglemmelige ord: „Hva‘ helvede laver du mand?!! Skyder du mine køer…?!! Hva’ skød du den med?”
I skole som 4-årig
Ole Thestrups skolegang startede tidligere end de flestes:
– Jeg var kun tre-fire år, da mig og én, der hed Finn, spurgte Frøken Nielsen, om vi ikke godt måtte komme og være med i skolen. Det måtte vi godt, hvis bare vi kunne sidde stille. Finn kunne ikke sidde stille, men det kunne jeg, og det betød, at jeg både kunne læse og skrive, da jeg kom i 1. klasse. Jeg fik hurtigt sans for at underholde de voksne. Jeg anskaffede mig de meget populære bøger: ”500 humørpiller” og ”Jyde- og skottehistorier” og fortalte vitser fra dem. Det gik rigtigt godt, selvom de nogle gange blev trætte af at høre på mig, fortæller Ole.
Han fik en trompet som fem årig, og blev så dygtig med den, at han endte med at kunne spille Haydns Trompetkoncert.
– Som 11-12 årig kastede jeg mig så over guitaren og trompeten blev lagt på hylden. Jeg blev meget fascineret af Bob Dylan, fik en mundharmonika og begyndte at optræde som folkesanger. Mit performergen har jeg helt klart fra min far, men også fra min mors brødre, der også spillede.
Mange fantastiske roller
Nogle vil måske sige, at Ole Thestrups roller i film og skuespil ofte er skåret over samme læst – de lidt skæve eksistenser; skildret med humor, lune og sarkasme.
– Det gør mig ikke noget, for vi har jo alle sammen vores specialer. Det er ligesom med andre håndværk. Hvis man skal ha’ lavet en ny fordør, så ser man måske naboens fordør og spørger, hvem der har lavet den. ”Det har ham Ole Thestrup, han er skidegod til fordøre, så ham skal du bare ringe til…” Sådan er det jo, griner Ole.
Hvis man spørger ham om, hvilket skuespil han er mest stolt over, så er det stadig hans fortolkning af Jeppe i Jeppe på bjerget.
– Selve stykket fik dårlige anmeldelser. De skrev: ”Stykket får to stjerner, men Ole Thestrup får seks.” Det var jeg meget glad for, selvom det var ærgerligt, at selve stykket ikke blev bedre. Jeg har haft mange fantastiske roller. En af de mest fantastiske at spille var, da jeg spillede en meget besynderlig tysker i Det Ny Teaters opsætning af musicalen ”The Producers” af Mel Brooks og Thomas Meehan. Jeg spillede en fuldstændig vanvittig tysker, der boede på 16. etage midt i New York, hvor han havde et dueslag med tre duer, der hed Goebbels, Himmler og Speer, griner Ole.
Han havde selv stor morskab ud af den rolle, og publikum gik amok af grin, når han spankulerede rundt på scenen iført tyskerhjelm og så meget fascistisk vanvid, at man nærmest fik pølseforgiftning af det.
Filmen over alle film
Det kan godt være, at han er blevet kaldt Jumbo-Ole, men lige nu er der ikke ret meget jumbo over ham. Han har nemlig tabt sig 28 kilo ved at omlægge sine spisevaner til proteinholdig kost. Han har fået idéen til kuren af sin nordjyske AA-ven, Yngve, der også har tabt sig.
– Jeg har været oppe på 133 kg, nu vejer jeg 101 og skal lige tabe 5-6 kg mere. Det er fantastisk at kunne se på 17 par bukser, der kan passe én, i stedet for kun at kunne se på ét par, griner Ole.
Lige nu er han i gang med et filmprojekt, der er hemmeligt.
– Men jeg kan godt sige dig, at det bliver filmen over alle film, siger Ole uden at ville sige et ord mere. Han skal også spille med i en musical af James Price på Odense Teater om de tre musketerer, og så vil mange nok blive rigtigt glade for at høre, at han også skal spille med i den kommende teateropsætning af Blinkende Lygter.
Og så lige til sidst: En vits fra Ole Thestrups barndoms bog med ”Jyde- og skottehistorier”:
– ”Så var der skotten, der fandt en æske ligtorneplaster. Og så gik han hen og købte et par sko, der var for små”.
FAKTA:
Ole ThestrupFulde navn: Ole Svane Thestrup
Født: Den 12. marts 1948
Fødeby: Nibe
Opvokset: Koed ved Kolind på Djursland
Beskæftigelse: Skuespiller
Uddannet: På Århus Teaters Elevskole i 1976
Kendt fra:
“Vinterbørn” og “Firmaskovturen”.
I de efterfølgende år medvirker han i flere film- og TV-produktioner, bl.a. i “Matador”. Det helt store gennembrud på film og TV kommer med filmen “Busters verden” og TV-serien “Een stor familie”.
Gennem årene har Ole Thestrup også spillet mange store og populære roller på teateret. I 80‘erne arbejdede han i en periode på Det Kongelige Teater. I 2000 blev han Bodil-nomineret for sin skydegale jæger i “Blinkende Lygter” og fik stor anerkendelse for sin indsats i “Woyzeck” på Betty Nansen Teatret.
Siden er det gået slag i slag med utallige film- teater- og reklamefilmroller. I øjeblikket medvirker han i Holbergs “Den Stundesløse” på Folketeatret i Hjørring.
