Han har arrangeret turneer for pigeduoen Creamy og solgt rettigheder og pladeudgivelser for det europæiske melodi grand prix. Han er født i Randers. Han har en kristen livsholdning. Han forguder sin kone. Han vil løsne op for slipset i forhold til klassisk musik. Mød den nyansatte direktør for Musikkens Hus i Aalborg – den kun 36-årige Lasse Rich Henningsen.
Tekst Sussie Munk foto Marie Knap & Elfie Semotan
– Ja, undskyld, men der er altså ikke meget music business style over det her kontor, udbryder Lasse Rich Henningsen med et af de energifyldte og afvæbnende grin, der skal vise sig at være typiske for ham. Han slår dørene op til sit – indrømmet – meget kommunalt udseende midlertidige kontor dybt inde i Skole- og Kulturforvaltningen på Godthåbsgade i Nørresundby. Fra det obligatoriske hæve- sænkebord har Lasse en ikke særlig musikalsk udsigt over forgangne tiders skolegård, et cykelskur og ”Syren”. Man tænker uvilkårligt, at det bliver noget af en forandring, når Lasse om et års tid får sig en helt anden udsigt til fjorden, byen og nogle af Aalborgs største musikalske udfordringer i Musikkens Hus.
Byggeriet tager form
Byggeriet af Musikkens Hus står færdigt om ca. et år. Mange aalborgensere har haft meninger om huset. Der har været utallige debatter om arkitekturen, som endte med det, som nogle vil mene er et slags skrabet bygningsmæssig ”Lily-model” sammenlignet med den houte couture vision og tegning, som det østrigske arkitektfirma
Coop Himmelb(l)au barslede med i 2002. Men fremad går det. Det tager form. Man glæder sig. Tænker over ideen i de karakteristiske runde huller i bygningen, hver gang man passerer i bil. Jo, jo: Aalborg er godt på vej til at få sit længe ønskede musikhus, hvor Symfoniorkestret skal bo, hvor musikkonservatoriet skal bo, hvor studerende fra AAU skal bo, og hvor der skal spilles bl.a. klassisk musik som aldrig før for borgerne i arbejderbyen. Nu har fonden bag Musikkens Hus så også ansat frontfiguren: Valget faldt på Lasse Rich Henningsen, der er tiltrådt som administrerende direktør med virkning fra 1. april 2012. Lasse Rich Henningsen er 36 år og har siden 2005 været ansat i The Music Business Organisation (MBO) A/S, hvor han senest har været COO samt direktør for firmaets Business & Legal Affairs.
Valg, der holder
Men hvem er han så, sådan rigtigt, den nye direktør? Lasse Rich Henningsen er født og opvokset i en kernefamilie i Randers. Forældrene var begge to lærere, og han var den stille og rolige stræber-lillebror til to ældre søskende.
– Jeg var den pæne dreng, den stille dreng, der spillede klassisk klaver og var en stræber i skolen. Spurgte man én af mine venner fra dengang, ville ordene nok være, at jeg var morsom, og en som gerne ville have de bedste karakterer. Jeg var – som mine søskende i øvrigt – ”familiens hvide får”, siger Lasse, som om det giver mening. Hvad er et hvidt får?? Forklaringen kommer lige efter:
– Altså det kommer, når man er opdraget til, at man ”er som man er”, og at man skal være stolt af at være, den man er. Jeg er vokset op med en vished om, at jeg var mere end god nok, siger Lasse med en tilfreds mine, der viser, at den har virket, den opvækst.
– Jeg er gift med Kristina, der er lærer på en friskole i Randers, vi bor i Mariager, og vi har tre børn, fortæller Lasse. Han bliver blød i stemmen, når talen og tankerne falder på hans kone og bedste ven, Kristina, som han sådan nærmest lidt Keld og Hilda-agtigt blev gift med, da han var 21 og hun var 22. I dag gyser han helt ved tanken om, så unge de var, til at træffe et så alvorligt valg, Tænk hvis hans børn, Magnus på 11, Bastian på 8 eller Lea Anemone på 3 om nogle år kommer og præsenterer samme idé….
– Om det var nogen, der advarede os? Jae, min mor. Hun advarede Kristina! Tænk, hun syntes, at Kristina var for god til mig, storgriner Lasse. Valget af ægteskab og Kristina siger måske en del om direktørens dømmekraft. At han er god til det med beslutninger, der holder.
– Jeg er simpelthen SÅ forelsket i min kone. Det er helt vildt. Jeg synes, at hun er noget af det mest fantastiske.
Men – hov – nu går der vel ikke facebook-lykke i det hele? Vi kan altså også ha’ de vildeste skænderier, men vi er bare soulmates, det er vi.
Gud og business
Meget tidligt i interviewet får Appetize’s udsendte den impulsive fornemmelse, at Lasse baserer sit liv på dybere værdier end blot på business. Der er noget med den måde, hvorpå han virkelig tror på tingene, passionen, som han står ved, og som lyser ligesom en lille konstant ild indeni.
– Ja, jeg er faktisk vokset op med et tydeligt forhold til kirken og kristendommen. Jeg kommer i en frikirke et par gange om måneden, og troen giver mig en fred og ro, som jeg ikke kan finde andre steder. Troen giver mig styr på alt det der eksistentielle, så det aldrig fylder negativt. Jeg tror på, at Gud har skabt denne her jord – jeg har en tro på Gud, som der ikke kan rokkes ved, forklarer Lasse. Hurtigt derefter tilføjer han, at han synes det med troen, altså ikke virker synderlig relevant for artiklen om ham. Det anerkender journalisten – men hun siger samtidig, at det nok alligevel vil skinne igennem teksten, ligesom det skinner igennem ham.
Tourmanager for Creamy-pigerne
Lasse Rich Henningsens karriere har fulgt en noget bugtet sti, der via mærkelige tilfældigheder, har ført ham ind i underholdningsbranchen.
– Efter gymnasiet var jeg på højskole, og så i 1997 flyttede jeg til Aalborg og arbejdede som lagermand hos C&N Trælasthandel i kort tid. Jeg tror ikke engang, at de kan huske mig derude, for jeg var der vist kun i tre uger, og så fik jeg job som vikar et år på Randers Kristne Friskole,. Det var et meget sjovt og lærerigt år for mig. Jeg begyndte at læse erhvervsjura på Aalborg Universitet i 1998, og mens jeg var i gang med det, kontaktede storebroderen til en af Creamy-pigerne mig. (Creamy var en dansk pigegruppe, bestående af Rannva Joensen og Rebekka Mathew. Gruppen lavede musik fra 1999 til 2002. Creamy startede i 1999 med at lave et album med elektroniske udgaver af danske børnesange, hvor de sang hen over techno-rytmerne. Albummet havde udelukkende coverversioner. Her hittede de særligt med sangen‚ Æblemand‘ og‚ Krabbesangen, red.) Han spurgte, om jeg ville være med til at arrangere Creamys tourneer, og uden at tænke nærmere over det, hoppede jeg som meget ung ud i en lederstilling, hvor jeg var med til at arrangere alt lige fra mindre opgaver til store shows At jeg begyndte så ung, er årsagen til, at jeg trods alt har 13 års ledererfaring fra underholdningsbranchen, siger Lasse, der i løbet af studietiden også blev ansat hos T.G. Management i Aalborg, der stod bag succeser som Aqua, Cartoons etc.
– I årene som Tour Manager for mange forskellige kunstnere, var der tale om projektledelse for alt mellem 3 og 60 mand. Det var ganske simpelt verdens bedste studiejob. Jeg læste erhvervsjura i hverdagene og var på turné i weekenderne.
13 ansøgninger til finansvirksomheder
– Set i bakspejlet kan jeg godt se, at underholdningsbranchen var meant to be, for mig. Jeg drømte ellers om at arbejde i den finansielle sektor, når jeg blev færdiguddannet. Da jeg fik mit eksamensbevis som erhvervsjurist i 2003, sendte jeg 13 uopfordrede ansøgninger til finansvirksomheder og én til CMC – den store musikproducent i Aalborg. Det var lidt sjovt, for den eneste jeg hørte positivt fra var selvfølgelig CMC – og selvom vi havde en meget god kontakt, blev det dog ikke til mere dengang. Jeg arbejdede i mellemtiden videre hos TG, og så i 2004 fik jeg en opringning fra Per Dam Jensen, der på det tidspunkt var COO i CMC (han er nu direktør i Fårup Sommerland, red.), forklarer Lasse. Efter et hemmeligt møde på toppen af Hotel Hvide Hus, begyndte Lasse sin lange og spændende karriere i CMC og MBO. En karriere, der varede helt indtil 2011, hvor MBO blev solgt til Universal Music. I MBO fik Lasse gennem skiftende ledende funktioner både ledererfaring og ægte jord under neglene, som han kalder det at være ude blandt kunstnerne i virkeligheden. Lasse var bl.a. ansvarlig for alle musik og videoudgivelser i hele verden i forbindelse med the Eurovision Song Contest.
Et kick af udfordringer
– Jeg kan bagefter se, at jeg gik ind i musikbranchen, da den var allermest presset på grund af Internettet, der fik salget af CD’er til at falde drastisk. Nu har jeg forladt industrien, bedst som det begynder at gå godt med salget igen. Men det er nok ikke tilfældigt, for jeg er sådan, at jeg altså får lidt af et kick af udfordringer, griner Lasse. Og egenskaberne, som en slags musikbranchens bjergrytter, fik han masser af brug for i sine forskellige jobs hos MBO. Og – hvem ved – de kommer ham måske også til gode som chef for Musikkens Hus.
– Jeg ser mig selv som en slags mellemting mellem købmand og forretningsmand. Men det jeg er allermest – er kommercielt tænkende. Det er min opgave at få huset til at løbe rundt, at skabe synergi mellem beboerne – kunstnerne skal derimod følge deres passion og lave flot musik. De mange kunstnere, der kommer til at ha’ deres gang i Musikkens Hus, skal koncentrere sig 100% om kunsten, musikken. Så kan de lade mig slås med alt det praktiske og økonomien. Vi skal alle sammen gøre det, vi er bedst til, siger Lasse.
Ind af fordøren med rank ryg
– Som leder går jeg meget op i at være synlig, jeg er typen, der bliver mere synlig, jo mere modgang der er. Hvis man én gang har taget depechen, så skal alle også kunne se, at man har den. Synlighed er afgørende for god ledelse, som jeg ser det, siger Lasse. Han er langsomt begyndt at bygge en lille stab op omkring sig. Hans plan er bruge en gruppe musikstuderende som arrangementspersonale i huset, ud fra den filosofi, at de jo elsker musik og vil være et fantastisk ambassadørkorps at ha’.
– Jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at alle beboere i Musikkens Hus bliver glade mennesker – og det gælder lige fra rengøringspersonalet til teknikere og studerende. Det er ekstremt vigtigt, at gæsterne i huset møder glade mennesker, der smiler og er åbne. En af mine vigtigste livsfilosofier er: ”Proud people perform”. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, men det handler om, at din holdning til det du skal, definerer det outcome, der kommer ud af det. Man skal gå ind af fordøren med rank ryg i stedet for at komme snigende ind af bagdøren. Man kan ikke være iværksætter uden entusiasme, og jeg ser mig selv og Musikkens Hus som et slags avanceret iværksætterprojekt, understreger Lasse. Han ser klassisk musik, som et produkt – i virkeligheden som alle andre produkter. Men alligevel er der en væsentlig forskel:
– Musik er et af de mest essentielle produkter, man overhovedet kan sælge. Alle kan mødes i musikkens sprog – og selvom om man ikke selv kan spille det, kan man i hvert fald lytte til det og forstå det.
Dronningen og skraldespande
At der var opslået en ledig stilling som ny direktør for Musikkens Hus hørte Lasse helt tilfældigt om i en lufthavn. Da var der 36 timer til ansøgningsfristens udløb. Da han endelig ankom til sit hjem senere på aftenen, fik han flikket en ansøgning sammen på mindre end et par timer. Det var den 17. juni sidste år.
– MBO var da midt i at blive solgt til Universal Music, og en karriere her var også tillokkende. Men jeg måtte bare søge stillingen i Musikkens Hus. Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk engang har sagt sådan lidt henkastet til mig kone: ”Hvor kunne det være spændende at drive et koncerthus engang”. Det var, mens jeg var tourmanager, og hun var med som stylist og vi rejste land og rige rundt med unge mennesker og artister som Creamy – og jeg selv senere med James Sampson, MGP, Razz, Anne Gadegaard og alle mulige andre. Dengang grinede min kone bare af mig…, siger Lasse. Han er tydeligvis meget glad for sit nye job, hvor han – med egne ord – kan hilse på Dronningen om aftenen og tømme skraldespande om dagen.
– Jeg glæder mig til den menneskelige kontakt. Den har jeg savnet til sidst i MBO, hvor jeg arbejdede meget med rettigheder og kontrakter. Jeg glæder mig til at stå ved døren, når folk går hjem efter en koncert. Smiley’en bliver jo tildelt ved døren, ganske simpelt, og folk skal være 20% mere opløftede, når de går, end da de kom. Altså uanset om folk har en møgdag eller er lykkeligt nygifte. Det er mit personlige succeskriterium.
Testet i alle ender og kanter
Selve ansættelsesproceduren, der foregik via en headhunter, har været lidt af en rejse for Lasse. Han ved stadig ikke, hvem han egentlig var oppe imod, eller hvem de andre kandidater var.
– Jeg blev testet i alle ender og kanter. Da jeg så endte med at komme gennem nøglehullet til en samtale i København, var det først meningen, at det skulle foregå via Skype pga. afstanden og nogle andre aftaler. Men jeg valgte i sidste øjeblik at stå op klokken fire og køre til hovedstaden, skifte tøj til jakkesæt på en p-plads og så møde til samtalen kl. 8. Meget mærkeligt at tænke på, at jeg få minutter inden havde stået i underbukser på p-pladsen, griner Lasse. Underbukser til trods, så endte det med at blive ham, fonden bag Musikkens Hus valgte til opgaven.
– Jeg fik det gode budskab i telefonen om aftenen, da min kone og jeg lå i sofaen og arbejdede med hver sin computer. Jeg forsøgte at bevare en vis coolness, men det var altså svært, fordi min kone flippede ud af glæde i baggrunden, fortæller Lasse. Så fulgte en lidt stresset periode, hvor han skulle nå at meddele sin arbejdsplads sin opsigelse, i det meget korte tomrum mellem byrådets godkendelse af hans ansættelse i Musikkens Hus – og inden nyheden slap ud i pressen.
– Jeg har fået mange tilkendegivelser fra folk, der heldigvis synes, at Musikkens Hus er heldigt, at det har fået mig. Min far er fuldstændig nørdet med klassisk musik, og han er virkelig så stolt og glad for mit nye job. Han har aldrig rigtigt fanget det, jeg arbejdede med før – han har vist kun ladet som om han interesserede sig for det. Nu glæder han sig som et barn, og han bliver helt sikkert stamgæst, når huset åbner.
Jeg vil fjerne formkravene
– Lige nu sidder jeg med en masse planlægning forud for åbningen af huset. Det handler først og fremmest om at få defineret en arrangementsprofil – hvad skal indholdet være? Derudover arbejder vi med alt fra at etablere de rigtige IT-løsninger og til at sikre at driftsbudgetteringen og organisationsplanerne falder på plads, restauranten får den bedst mulige forpagter, osv. Det ligger fast, at Musikkens Hus bl.a. indeholder en koncertsal til symfonisk musik, og jeg har en klar mission i forhold til at få løsnet på slipset i forhold til det. Det er som om, der er en holdning om, at går man til klassiske koncerter, så skal man også kunne udtale alle komponisternes svære efternavne helt perfekt. Man skal være pinligt ædru og holde hvidvinsglasset sofistikeret på stilken, mens man nipper til det. Man skal klappe rigtigt, og ikke for engageret. Man skal ha det rigtige tøj og slips på. Klassisk musik er pakket ind i en masse formalia, som jeg gerne vil udfordre. Jeg vil fjerne formkravene til, hvordan man lytter til klassisk musik. Jeg vil udvide mængden af publikum. Det sjove er, at hvis man tester det, så kan langt de fleste mennesker faktisk lide klassisk musik. Det gør én glad, pulsen falder, man slapper af. Sådan er der ikke meget rock musik, der virker, siger Lasse og tilfører:
– Derfor skal Musikkens Hus udstråle varme og imødekommenhed, og det skal begynde allerede uden for bygningen. Men en anden og ligeså vigtig mission for mig er, at jeg gerne vil udfordre den udvikling i vores samfund, der gør, at man ikke behøver noget talent, for at blive kendt. Man skal slet ikke kunne noget, kendtheden er et mål i sig selv, og hvis man er et 14-årigt klassisk violintalent, er man jo nærmest en undskyldning for sig selv i dag. Talentfulde unge er ikke helte længere, og det skal de være igen. Det er mit håb, at jeg i Musikkens Hus kan skabe nogle rammer til kreativitet, hvor de unge talenter kan stå ved, det de laver og kan være stolte af deres talent.
