Tvekamp om danskheden. Om ædle kvinder, skønne møer, mænd og raske svende. Holmgang om danernes beskaffenhed – mellem en tysker og en venezuelaner – fortolket og fortalt af magasinets udsendte skribent – en islænding.
Har man en svensker, tænker man ABBA. Har man en franskmand, tænker man baguette. Har man en russer, tænker man vodka. De fleste lande har en eller anden etikette, som vi instinktiv forbinder deres folk med.
Nogle lande ligger os dog så fjernt, at der ikke popper nogen etiketter op, når vi hører dem nævnt. Og netop det var tilfældet, da Ronald Graterol Mora fra Venezuela i Sydamerika kom ind i billedet til artikelserien Skik følge eller land fly.
Endnu andre lande har derimod etiketter, som vi gerne forsøger at dække over – såsom Grønland og alkoholisme, Thailand og massageklinikker og Nordkorea og undertrykkelse. Og netop det var tilfældet, da Cindy Ballhorn fra Tyskland kom ind i billedet til artikelserien.
Forår for første gang
Mens APPETIZE’ udsendte sidder og venter på dagens udlændinge, tænker han på hotelbestyreren Basil i tv-serien Halløj på Badehotellet (Fawlty Towers), der i et afsnit havde besøg af nogle tyske gæster. Basils (alias John Cleese) største bekymring gik på, om han kom til at støde gæsterne ved at nævne Anden Verdenskrig.
Den samme følelse gør sig gældenden på Kaffé Fair denne formiddag i september. Den udsendtes ene hjernehalvdel arbejder på højtryk for at finde en etikette på Venezuela, mens hans anden hjernehalvdel forsøger at dække over den mest oplagte etikette for Tyskland.
’For alt I verden. Det var jo ikke hendes skyld, bare fordi hun er født og opvokset i Tyskland, Mercedes, Mercedes, Mercedes …’, tænker han for sig selv, tager en slurk fra den brandvarme, sydamerikanske kaffe og forsøger at ignorere den mest oplagte etikette på forbundsrepublikken.
’Der var det!’, tænker han jublende. ’Kaffe. Selvfølgelig. Venezuela.’
Og ganske vist. Fuldstændig ligesom svenskeren uafbrudt nynner på ABBA og russeren konstant svælger sig i vodka, så er Ronald vokset op på en kaffeplantage.
Venezuela ligger i den nordlige del af Sydamerika og grænser op til Guyana, Brasilien og Colombia. Den gennemsnitlige dagstemperatur svinger mellem 30 og 33 – hele året rundt – og nattemperaturen ligger på cirka 20.
Der er med andre ord ikke store udsving i de klimatiske omgivelser. Selv vintermånederne har samme antal timer dagslys som sommermånederne.
’Behageligt’, tænker tyskeren og islændingen.
– Kedeligt, udbryder Roland. Da jeg kom til Danmark, så oplevede jeg forår for første gang. Det var simpelthen så fantastisk at se, når alt vågnede op efter vinterkulden. Jeg blev helt solgt med det samme, fortæller han og putter fire sukkerknalder i sin kaffekop.
’Sukker i kaffen?’, tænker den udsendte, ’det må være det samme som at sætte en Fiat-motor i tyskens Volkswagen. Var det forresten ikke Hitler, der fik bygget Volkswagen?’
Den udsendte fumler efter sin kaffekop og forsøger at undgå øjenkontakt med tyskfødte Cindy.
’Nu tænkte jeg det igen. Den oplagte etikette. Det er jo ikke hendes skyld, at hun er født og opvokset dernede. Mercedes, Mercedes, Mercedes …’
Fra Bloksbjerg til Aalborg
Cindy Ballhorn er født og opvokset i Østtyskland – dér, hvor Trabanten blev lavet. Og lige dér, hvor heksene bliver sendt til, Bloksbjerg.
Hun er tyskgift og oplevede Danmark for første gang, da hun sammen med sin mand cyklede landet rundt – fra Gedser til København, København til Skagen og Skagen til Tyskland.
– Det var en rigtig dejlig tur. Alle var så søde og venlige og forsøgte at tale til os på tysk. For vi kunne kun tre ord på dansk. Da vi så nærmede os Flensburg, sagde min mand til mig, at hvis vi nogensinde skulle få børn og forlade Tyskland, så kunne han godt tænke sig at flytte til Danmark, fortæller hun med et smil.
Deres cykeltur førte dem også igennem Aalborg. Det var en kold, blæsende og trist dag på de tohjulede.
– Jeg kan huske, at jeg sagde til min mand – da vi cyklede gennem Algade – at her ville jeg aldrig bo, siger hun med et skævt smil, ligesom i et håb om at fortællingen bliver redigeret væk.
Skæbnen ville det anderledes – både hvad angår Cindys bosted og redigeringen. Hun er vokset op med kommunisme og østtysk mentalitet. En mentalitet, som hun ikke ønskede at videreføre til sine børn. Og da parret havde fået deres to første drenge og i en årrække havde boet i Hamborg, begyndte de at pleje tanken om et liv i Danmark. Kort efter så Cindy, som i mellemtiden var blevet færdiguddannet som sygeplejerske, en stilling på Aalborg Sygehus.
– Jeg startede med at sende en mail til afdelingssygeplejersken for at undersøge, om de i det hele taget var modtagelige over for en ansøgning fra én, der ikke talte dansk. Det viste det sig, at de var, og det endte med, at jeg fik stillingen på betingelse af, at jeg gik på sprogskole, erindrer hun.
Det var tilbage i 2007. Cindy begyndte på sprogskole og lærte sig det danske sprog. I dag taler hun flydende dansk, har fået to drenge mere i børneflokken, og har ingen planer om at forlade Danmark.
– Vi har ingen planer om at rejse væk fra Danmark. Så længe vi har børn i skole, så gør vi det ikke, og vi vil i hvert fald ikke tilbage til Tyskland, fortæller hun.
Cindy underholder derefter venezuelaneren og islændingen med betagende historier fra den østtyske virkelighed, og at hendes egen far egentlig helst så Berlinermuren komme tilbage igen. En virkelighed, der ligger hendes egen hverdag i Danmark meget fjernt. Her lever hun et godt liv sammen med sine fire børn og en mand, hun har været sammen med siden gymnasietiden.
Samtalen bliver afbrudt af en øredøvende lyd fra en espressomaskine. Venezuelaneren og islændingen skyder hovederne frem og pirrer øjnene for at indikere, at de har svært ved at høre hende.
’Sagde hun ”nazitiden”?’
Fisher Prize landet
Det gjorde hun ikke. Cindy er født i 1980 og var derfor – heldigvis – 35 år for sent på den. Men til trods for de 35 år, så føler hun stadig skyld for de historiske begivenheder.
– Jeg er vokset op i en lille landsby tæt på en koncentrationslejr, så vi blev slæbt derud hele tiden i vores folkeskole. Det blev brændt ind i os og var en frygtelig oplevelse. Jeg havde mareridt efter ethvert besøg derud.
– Vi bærer stadig skylden for det. Vi hejser aldrig vores flag, lige bortset fra EM og VM i fodbold. Ikke engang til fødselsdage gør vi det. Det er noget andet, end her i Danmark. Bare kig ud af vinduet, siger hun og peger ud på Algade.
Hele gaden er pyntet med Dannebrog. Ronald kan ikke holde sin begejstring tilbage og skifter emne – væk fra tristheden over koncentrationslejre og uretfærdig skyldfølelse.
– Det er så dejligt. Jeg elsker Danmark.
Ronald har boet i Danmark i knap seks år. Han mødte sin nuværende kone i USA, og efter et ophold i blandt andet Venezuela, valgte parret at flytte til Danmark.
– Jeg vidste ikke så meget om Danmark før jeg mødte min kone. Jeg kendte Lego, Mærks, Lurpak og selvfølgelig H.C. Andersen. Og så har Wonderful Copenhagen cookies altid været meget populære i Sydamerika med deres slotte og tinsoldater på emballagen. Men jeg var faktisk altid lidt bange for Danmark og Europa, da jeg var lille. Jeg forestillede mig altid gamle slotte og bygninger og noget mørkt og gråt. Men det er jo det, der gør Danmark og Europa så fantastisk. Inden jeg kom hertil, havde jeg aldrig set en bygning, der var over 200 år gammel. Her flyttede jeg så direkte ind i en lejlighed, der var flere hundrede år gammel, fortæller han begejstret.
Ronald og hans kone flyttede først til en by uden for Århus, men endte i Aalborg, da Ronald blev optaget på Development and International Relations på Aalborg Universitet.
– Jeg kan rigtig godt lide Aalborg. Der sker hele tiden et eller andet i byen. Jeg har også haft besøg af min familie op til flere gange, og de siger, at det oppe fra oven ligner et Fisher Prize land, alt er grønt, firkantet og smukt. Der er ingen skrald på gaderne og slotte rundt omkring. Det, jeg holder allermest af, er dog karnevallet i byen. Det er nok det bedste i hele verden.
Cindy og den udsendtes blikke mødes. Ikke så dårlig et stempel fra en sydamerikaner, der kun én gang før sin ankomst til Danmark havde oplevet sne.
Det prikker i mine finger
– Det var meget mærkeligt. Jeg havde set sne en enkelt gang før som barn, da vi var oppe i flere tusind meters højde. Men at opleve sneen og kulden var fantastisk. Jeg havde for eksempel aldrig oplevet at bruge handsker før. Og så en dag, hvor jeg kom cyklende i kulden, kunne jeg mærke en prikken i mine finger. Jeg blev hunderæd, fordi jeg aldrig havde følt det før, fortæller Ronald og bliver kvitteret med en latter blandt de to nordeuropæere.
Det, som sydamerikaneren taler om, er sovende finger. Noget som nordeuropæerne kun alt for godt er bekendt med. Og blot tanken om sovende finger giver dem kuldechok.
De får sig alle en slurk af kaffen og taler videre om deres fremtidsplaner i Danmark. Både Ronald og Cindy har det tilfælles, at de begge er væsentlig godt integreret i det danske samfund og har ingen planer om at forlade landet.
Cindy er glad for sit arbejde som sygeplejerske og taler efterhånden flydende dansk – med kartoflen placeret det helt rigtige sted. Hun taler dog tysk til sine børn, men dansk når de er ude af huset.
– Jeg synes det er mere passende, at tale dansk til mine børn, når vi er ude blandt danskere. Det gør os ikke så fremmede, som hvis vi talte tysk, fortæller hun.
Samtalen på Kaffé Fair foregår mest på dansk, men også lidt på engelsk. Ronald, der til daglig taler spansk med sin søn og engelsk med sin kone, foretrækker at tale engelsk. Han arbejder på at lære sig det danske sprog, taler selv en del af det og forstår det meste.
Dansk eller engelsk. Det er tid til at takke af på Kaffé Fair. Tilflyttere retter kartoflerne lidt til og tager de sidste slurke af de halvkolde kaffekopper. Samværet afsluttes med et par sydamerikanske kindkys, tyske auf wiedersehn og nordatlantisk klappen på ryggen, inden de haster videre ud i det aalborgensiske dagligliv. Livet fortsætter. Om ikke andet, så med fuld accent.
Fulde navn: Cindy Ballhorn.
Fødselsdato: 22.01.1980.
Fødeby: Halberstadt, Tyskland.
Titel: Sygeplejerske.
Civilstand: Gift.
Børn: Erik på 8, Nils på 6, Thor på 3 og Knud på 2 år.
Karriere: Abitur (Studentereksamen), uddannet tandklinikassistent, læst 7 semestre til læge, og besluttede mig så for at blive sygeplejerske.
Hvad hedder ægtefællen? Carsten Ballhorn, møbelsnedker.
Hvilke sprog mestrer du? Tysk, dansk, engelsk (lidt latinsk og gammel græsk).
Antal år boet i Danmark? 4 ½.
Statsborgerskab? Tysk.
Det kan jeg godt lide ved Danmark? Børnevenlighed, hvor familien i de fleste tilfælde kommer i første række. Ellers åbenhed, strand og vand i nærheden, og at jeg kan arbejde selvstændigt som sygeplejerske.
Det synes jeg er mindre godt? Sundhedssektoren trænger til et lift.
Bliver du resten af dit liv i Danmark? Det er planen.
Bedste danske musik? Selvfølgelig Rasmus Seebach samt TV2 og Medina.
Bedste danske komiker? Jan Gintberg, Cirkusrevy holdet (specielt Lisbeth Dahl) og Live fra Bremen.
Yndlings danske mad? Smørrebrød, sandwich, andesteg til Mortens aften.
Værste danske mad? Bøfsandwich og brun sovs.
Fulde navn: Ronald Tomas Graterol Mora.
Fødselsdato: 07.01. 1975.
Fødeby: San Carlos, Venezuela.
Titel: Advokat fra Santa Maria University i Venezuela.
Civilstand: Gift.
Børn: Sønnen Noah Emiliano Thisted Graterol.
Karriere: Er uddannet i Mass Communication fra Central University of Venezuela og læser nu Master in Development and International Relations på Aalborg Universitet.
Hvad hedder ægtefællen? Marie Hald Thisted.
Hvilke sprog mestrer du? Spansk og engelsk, arbejder på at lære dansk.
Antal år boet i Danmark? Knap 6 år.
Statsborgerskab? Venezuelansk.
Det kan jeg godt lide ved Danmark? Den nemme adgang til uddannelse og sundhedssystemet for samtlige borgere.
Det synes jeg er mindre godt? Når det regner, er koldt og blæsende. Og så bryder jeg mig ikke om lakrids.
Bliver du resten af dit liv i Danmark? Jeg tror, jeg er kommet for at være her i lang tid.
Bedste danske musik? Helt sikkert Fallulah og Outlandish.
Yndlings danske mad? Rugbrød.
Værste danske mad? Lakrids.
