APPETIZE har besøgt vestbyen i Aalborg. Ikke den, vi som regel forbinder vestbyen med – med prægtige murermestervillaer, parklignende haver og campingvogne på størrelse med garager. Men den mere beskedne én af slagsen, Fjordbyen.
Tekst: Dadi Halldorsson Foto: Marie Knap
Det er lørdag i august måned. APPETIZE’ udsendte har en aftale med et par beboere i Aalborgs hemmelige bydel. De fleste har hørt om bydelen, de fleste har en idé om bydelen, men de færreste ved noget om den. Og som med alt andet, vi mennesker ikke kender så meget til, opstår der myter, historier, meninger og forudindtagede holdninger.
Klokken nærmer sig den aftalte mødetid og mens magasinets udsendte gør sig klar til afgang, forsøger han at sætte ord på egne forudindtagede holdninger til byen. For hvis der figurerer nogen, så må dagens besøg i bydelen enten be- eller afkræfte dem. Men det går trægt med at sætte ord på holdningerne.
’Mon de manglende ord på egne forudindtagede holdninger betyder, at jeg ingen holdninger har?’, tænker han mens han lægger den kridhvide og strøgede skjorte tilbage i klædeskabet og hiver den slidte arbejder T-shirt ud.
“Man skal vel falde ind’, tænker han og kigger ud på den snorlige ligusterhæk, der holder naboerne på afstand.
Med Dalton-brødrene i hælene
Kort efter sætter han sig ind i bilen, kigger på uret – 11.46 – og sætter i bakgear.
Køreturen gennem Aalborgs gader er præget af blinkende lyskryds, larmende biler og stressede fodgængere. Den udsendte hører sig selv bruge hornet i kampen om en parkeringsplads, idet Fjordbyen denne augustdag holder loppemarked. Og der er mange, der tilsyneladende kommer kørende dertil.
Ved ankomsten til Fjordbyen lægger der sig straks en ro over tilværelsen. Der er grusvej under fødderne og vildtvoksende planter i rabatten. Høje betonblokke kan kun anes i baggrunden. Det første syn, der møder magasinets udsendte er et blåt hus med et par dødningehoveder malet på facaden. Den udsendte tænker instinktivt tilbage på godnat-læsningen fra aftenen før, hvor Lucky Luke i ”På sporet af Dalton-brødrene” igen fanger de fire bølle-brødre og smider dem ind bag tremmer.
Udenfor det blå hus i Fjordbyen står der fire mænd.
’Hvad var det, de holdt i hånden?’, tænker den udsendte og holder vejret, ’sikke de ligner hinanden fra denne afstand. Var Dalton-brødrene ikke fiktive personer fra 1880’erne?’
Den udsendte synes også at høre nogen vilde indianerråb i det fjerne. Dernæst bryder de fire mænd ud i latter, skåler og tager slurke af deres øl.
Magasinets udsendte trækker vejret igen og halter videre gennem den grusbelagte gade – dybere ind i den fremmede bydel. To drenge, udklædte som cowboy og indianer, kommer råbende ud fra den ene have. De leger. Der er fest og hygge denne lørdag i august. Ingen banditter på flugt fra Lucky Luke. Ingen Dalton-brødre eller indianere. Kun glade gæster og Fjordbyboer!
Redskabsskure for fiskerne
Men selv om Fjordbyen også er en del af det 20. århundrede med iPhones og iPads, så hviler der en ukendt og mystisk aura over den.
APPETIZE’ udsendte mindes at have hørt ordene ’hjemløshed’, ’førtidspension’ og ’alkoholproblemer’ knyttet til byen, mens han i andre henseender også er støt på ’fristad’, ’hippier’ og ’rock ’n roll’.
Ingen af delene synes dog at være rammende for Fjordbyen, som på papiret fungerer som en hvilken som helst anden kolonihave. Dog med modifikationer!
Bydelen har sine rødder tilbage til 1930’erne. Her begyndte fritids- og heltidsfiskere at bygge deres egne redskabshuse, hvor de også kunne søge ly for vind og vejr. Med tiden begyndte andre aalborgensere også at interessere sig for området og i 1980 fik det status som kolonihaveforening.
Ligheden med de velkendte kolonihaver, hvor lyden af hækkeklippere og græsslåmaskiner aldrig rigtig ser ud til at ebbe ud, er ikke til at få øje på. Her er der ingen trimmede ligusterhække og kortklippede græsplæner. Der er ingen datoer, der indikerer, at en tilsynsmand har ret til at give en reprimande, hvis ikke haven ser ud, som ”folket” ønsker.
Her glimrer rammerne og reglerne bedst ved deres fravær, og kan du blive enig med din nabo om et projekt, du pønser på at lave i din egen have, så er dét som regel den gældende lovgivning.
– Der er selvfølgelig nogle krav og regler fra kommunen, men så længe du holder dig til dem, så skal du bare blive enig med din nabo om dit byggeri, siger bestyrelsesmedlem Morten Munkholt, når APPETIZE’ udsendte banker på hans dør.
Han er selv et bevis på, at Fjordbyen ikke er et opholdssted for bøller, hippier og førtidspensionister. Han er udlært tømrer og lige blevet færdig som bygningskonstruktør på Aalborg Universitet og startet på to et halvt års studie som civilingeniør. Han både designede og byggede sit eget hus.
– Jeg flyttede hertil for snart fem år siden og har ingen planer om at flytte herfra. Her er der plads til folk, der tænker lidt anderledes og vi har også folk ovre fra Hasseris, der kommer og drikker øl her i byen.
Kolde efterårsnætter
Morten Munkholts bolig tager sig rigtig godt ud med udsigt til Limfjorden. Gulvbrædderne er flade, jævne og lige og bærer præg af et korrekt udført håndværk. Der er isolerede vinduer og en velfungerende brændeovn.
Så moderne er alle boligerne i Fjordbyen dog ikke. Et besøg hos en beboer, der ønsker at være anonym, viser, at en kølig efterårsnat kan blive is-hamrende kold med de utætte vinduerne og aldrende varmekilde.
– Selv om mit hus er bygget som en helårsbolig, så må vi ikke bo her hele året, fuldstændig ligesom i en hvilken som helst anden kolonihave. Vi har ikke nok strøm til at kunne køre med elvarme, så folk varmer op med brændeovne eller gasvandvarmere, fortæller Morten Munkholt og fortsætter,
– Der er dog den forskel på kolonihaverne, at der ikke bliver lukket for vandet om vinteren. Det skyldes, at fiskerne i sin tid også fiskede om vinteren og skulle bruge vand.
Frihed, kunst og kultur
Fjordbyen oser af fritænkning, kunst og kultur.
APPETIZE’ udsendte har også en aftale med Sofie Nielsen – bedre kendt som Tone. Hun har været tilknyttet Fjordbyen i omtrent ti år, og købte sit eget hus i 2004. Udenfor sidder folk og nyder det gode vejr til strømmen af jazzmusik inde fra. Hun byder den udsendte velkommen.
– Det er ikke fordi jeg bor så spændende, siger hun og inviterer indenfor.
Hendes hjem er omtrent på størrelse med en gennemsnitlig campingvogn i vestbyen. Husene i Fjordbyen må således efter kommunens regulativer maks være 30 m2.
– For mit vedkommende vil jeg gerne bo her, fordi jeg får klaustrofobi af at bo over, under og indenom andre mennesker. Og jeg er meget præget af at skulle have store udsigter, og store scenarier for at mærke at jeg er til. Jeg skal have nogle store perspektiver. Det med at gå ned og være tæt på vandet og få den ro betyder bare meget for mig, siger Tone.
Hendes musik har omtrent ligeså store perspektiver som Fjordbyen. Hun laver ikke æterens mest spiselige popmusik, som folk kan gå og nynne med på med støvsugeren i den ene hånd og rengøringskluden i den anden.
Hun går sine egne veje, og i slutningen af 2011 fik hun et klap på skulderen i form af Den Nordjyske Kulturpris. Tone har et studie i Saltum, hvor hun er vokset op, men har også indrettet et hjørne i sit hus i Fjordbyen, hvor hun kan arbejde med sin musik.
Kommer hinanden ved
Husene ligger alligevel tæt i Fjordbyen. Der er 122 matrikler på et forholdsvis lille område, klemt ind mellem Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, Limfjorden og friluftsbadet. Så al snak om store udsigter kræver en nærmere forklaring.
– Vi har alle vores privatsfære, og vi har alle sammen behov for at være os selv indimellem. Og det respekterer man meget herude. Vi holder også vejfester, hvor folk kommer med deres mad og lægger på et fællesbord. Så har vi en buffet, som vi alle sammen spiser af. Det er ret hyggeligt, fortæller Tone.
På spadsereturen gennem bydelens gader forsøger en anden beboer at forklare, hvordan blandingen af fælleskabet og privatsfæren får lov at trives i Fjordbyen. Beboeren fortæller, at hun tidligere har boet i en boligblok inde i byen, hvor en mand blev fundet død i sin lejlighed, hvor han havde ligget i tre dage.
– Det var simpelthen så trist. Her kender jeg mine naboer rigtig godt, men der kan stadigvæk gå måneder imellem, at vi mødes og snakker sammen. Så det er ikke fordi vi er over hinanden konstant. Hvis der sker noget med huset, så kan man også bare lige råbe højt, og så er der som regel altid nogen, der har forstand på sagen og kan fikse problemet for én, fortæller beboeren, der ligeledes ønsker at være anonym.
Fjordbyen er så sandelig en mystisk bydel. Husene bliver ikke slået op på ejendomsmæglernes hjemmesider og en række beboere ønsker at gøre bydelen både bil- og lysfri. På den anden side driver foreningen en lukket Facebook-side, hvor beboerne kan chatte med hinanden og diskutere vigtige emner. Det flyder med iPhones og andre topmoderne gadgets, mens gaderne er grusbelagte og gammeldags.
’Ret så hyggeligt’, tænker APPETIZE’ udsendte mens han forlader bydelen, der har oplevet så mange modvinde og fordomme. Blandt andet ønskede kommunen at lægge en tredje Limfjordsforbindelse tæt op ad byen, hvor pladsen skulle bruges som skurby for arbejderne. Det blev imidlertid udskudt og foreløbig kan Tone, Morten og de andre Fjordbyboer nyde stilheden, fjordudsigten og perspektiverne indtil 2020, hvor en ny aftale med kommunen skal laves.
Køreturen hjem igen præges af blinkende lyskryds, larmende biler og stressede fodgængere. Alt er som det plejer, og mon ikke ligusterhækken derhjemme snart skal have sig en trimmer!
