Aalborg Teater har i efteråret premiere på kærlighedskomedien Inden jeg fylder 67. Komedien handler om 66-årige Jane, der tager kampen op mod fordomme om, hvad man må og ikke må i hendes alder. APPETIZE har mødt Jane – i skikkelse af Marianne Høgsbro – midt i prøverne.
Tekst: Dadi Halldorsson & Foto: Marie Knap
APPETIZE’ 36-årige udsendte er i færd med at forberede den forestående samtale med Marianne, som er lige knap 30 år ældre. De skal, i tråd med teaterstykket, blandt andet tale om alder.
’30 år. Det er ligeså lang – eller kort – tid, siden jeg startede i børnehaveklassen´, tænker magasinets udsendte og hiver et vildtvoksende hår ud af øjenbrynene.
’Hvad var det for en bevoksning? Hev jeg ikke også et ud af venstre øre forleden?’
Den udsendte tager hjelmen på hovedet, sætter sig op på cyklen og kører ned til teatret.
’Det var tider, dengang jeg hoppede op på cyklen, var det ikke?’, tænker han, ’har jeg altid brugt en hjelm?’
400 år før Kristi fødsel
På cykelturen husker APPETIZE’ udsendte tilbage, hvor han måtte lægge ører til mormorens udbrud om ungdommens uduelighed. At samfundet snart gik af lave, hvis ikke vi mennesker begyndte at opføre os som i de gode, gamle dage.
’Jamen mormor’, tænkte den lille udsendte bekymret, ’hvor bliver vi mon af om 100 år, hvis det fortsætter?’
Det blev ved tanken.
En skønne dag og mange år senere falder APPETIZE’ udsendte så over et citat, der med et hug gav svar på hans bekymring. For omkring 2400 år siden sagde filosoffen Sokrates:
”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene overkors og tyranniserer lærerne.”
’Hvis Sokrates kunne sige det 400 år før Kristi fødsel, hvor uduelig var mormors generation da blevet?’
Jane Juskas bekymringer i kærlighedskomedien Inden jeg fylder 67 går dog ikke på de samfundsmæssige problemer, som skribentens mormor tilsyneladende bekymrede sig om. De er af mere personlig karakter. Hun længes efter noget i hendes tilværelse, som hun agter at finde frem til. Og hun virker velbegavet og åbensindet.
Nomineret til Lauritz prisen 2012
Det er Marianne Høgsbro også – velbegavet og åbensindet. Hun kommer gående hen til teatret med håret elegant sat op og øjne, der smiler af livsglæde.
’Der er et eller andet majestætisk og urørligt over kvinder, der er i takt med deres alder og forstår at beklæde den’, tænker den udsendte, tager hjelmen af og låser cyklen.
’Godt jeg huskede cykelnøglen. Ungdommen i dag er ikke til at stole på. Ikke som i de gode, gamle dage, hvor man ubekymret kunne stille cyklen hvor som helst’, tænker han.
Marianne, der ellers ser sund og rask ud, fortæller at hun er træt og godt brugt. Når hun øjeblikket efter opremser dagens aktiviteter, føler APPETIZE’ udsendte den samme træthed over sin tredive år yngre krop. Marianne står tidligt op om morgenen for at forberede prøver, der starter på teateret klokken tolv. Inden selve prøverne laver hun en times Ashtanga-yoga. Prøverne står på til klokken seks, hvor hun som hovedrolleindehaver er på i samtlige scener. Resten af dagen går med at lære teksterne udenad.
Og der er rigtig meget tekst at lære udenad. Men det skræmmer ikke Marianne, der blev skuespiller omtrent på samme tid, som magasinets udsendte startede i børnehaveklassen.
– Man må tage teksterne fra en ende af, men det kommer også meget i forbindelse med selve prøverne. For teksten indlæres også gennem de ting, du gør i stykket og sammen med de andre spillere, fortæller hun.
Marianne blev for nylig nomineret til Lauritz prisen som årets kvindelige skuespiller 2012. Prisen bliver givet til en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespillerpræstationer enten på teater, film, radio eller tv.
I Inden jeg fylder 67 spiller hun Jane, der i desperation – alderskrise – indrykker en annonce i tidsskriftet New York Review of Books.
En del mænd svarer på Janes annonce, hvor hendes kamp for at finde den rigtige mand indledes. Undervejs møder hun forskellige mænd i alle aldre, og gennemgår scenarier, der får hende til at indse, hvad hun i virkeligheden er på jagt efter.
Hendes krise skyldes i lige så høj grad mentale som fysiske behov.
At blive gammel med værdighed
Den 36 årige og den 65 årige bliver enige om, at alder og begrebet gammel kan spaltes i to dele. Den ene del er den fysiske, som vi kun til en vis grad er herre over. Den anden er den psykiske, hvor vi mentalt kan yde en indsats for at holde os ajour og – om man vil – unge!
Marianne kan godt nikke genkendende til spørgsmålet om de kriser, alderen kan give.
– Jeg havde krise, da jeg var halvtreds år. Jeg havde mange ting, der skulle ryddes op i, viste det sig. Det gjorde jeg og nu har jeg det faktisk rigtig, rigtig godt og har nærmest fået en ny vind. Jeg har derfor ingen planer om at trække mig fra min karriere, selvom der står 65 år på mit cv, siger hun grinende og tilføjer,
– Men jeg er også kommet i den alder, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke på, at jeg formodentlig har levet over halvdelen af mit liv og at jeg rykker tættere på…
Marianne gør et ophold. Lokalet bliver blikstille. APPETIZE’ udsendte kan godt regne ud, hvilket ord Marianne vil afslutte sætningen med, men tøver med at byde ind. For tænk, hvis han tog fejl.
Tænk hvis det ikke var det rigtige ord. Så var han på den!
– Døden, afbryder Marianne stilheden og fortsætter, men når jeg tænker over det liv, jeg lever lige nu, så er der kun at sige tak. Der er rigtig mange, mange ting at takke for. Mit håb er, at jeg får lov at blive gammel med fysikken og værdigheden i behold. Jeg har en sej stedmor, som er i firserne og som starter dagen med dans og øvelser og holder sig rigtig meget i gang. Det respekterer jeg meget. Men så kan man spørge sig selv, hvad der er årsag til hvad – hendes sunde indstilling eller hendes helbred?
APPETIZE’ udsendte fortæller om ægtefællens mormor, der i en alder af 86 år både holder hus og have uden klagesang og ynk.
Der sniger sig et smil på Mariannes læber, der pludselig virker tyve år yngre.
– Se, det er nogle fantastiske historier. Hvis man har held til at nå den alder, uden at blive for fysisk belastet, så er jeg da overhovedet ikke gammel som 65-årig, siger hun og klapper i hænderne.
Det samme gør APPETIZE’ udsendte, der lige har foræret sig selv tyve år mere. Pyt med de vildtvoksende hår. Pyt med den cykelhjelm.
Alder er tilsyneladende noget, vi alle går og kæmper med – om vi er 36, 65 eller 86 år. Jane Juska har sine egne bekymringer. Forskellen på hende og så mange andre er måske, at hun prøver at handle på sin situation og finde løsningen.
Inden jeg fylder 67 virker derfor som en højst aktuel påmindelse – for folk i alle aldre!
Citater fra teaterstykket:
”Hvad nu, hvis jeg allerede har fået alle de berøringer, knus, alle de kærtegn, jeg nogensinde kommer til at få? Hvad nu hvis det var det?”
”Livet bliver ved med at være ude efter os, tag ikke fejl af det. Det prøver at få ram på os, og til sidst lykkes det. Men tit og ofte kan vi få fat i et stykke af det og få det til at gøre, som vi vil, i det mindste i et lille stykke tid.”
”…hvad fa’en? En kvinde som ikke er bange for at dele ud af godterne – og hun tager ikke en gang penge for det? Selvfølgelig, hvorfor ikke?”
”Jeg kan ikke vente til jeg mærker ham inde i mig – noget af det, jeg elsker ved sex, er når en mand trænger ind i mig første gang. Jeg bliver helt svimmel af forventning.”
”Få dig noget glidecreme. Du er så tør, at det er svært for mig at få den ind – og jeg kan ikke holde den oppe længe nok til at få dig våd.”
”Du skulle tage og opføre dig som den alder, du har, Jane – folk er begyndt at snakke. Du er pinlig. Alle synes, du er pinlig.”
”Jeg ville have sex som værn mod ensomhed, men faktisk har der været tidspunkter i de seneste måneder, hvor jeg har været mere ensom end nogensinde før i mit liv.”
”… det eneste jeg ser, når han sænker sig ned over mig er, at huden på hans ansigt sidder løst om knoglerne, på samme måde som huden på mine overarme og mine lår.”
”Det, der betyder noget er, at du er ærlig overfor dig selv, og får det ud af livet, som du gerne vil ha’.”
”Men som jeg altid har sagt, alder burde ikke betyde noget.”
Fulde navn: Marianne Høgsbro
Født: 11. februar 1947
Fødeby: Frederiksberg
Titel: Skuespiller
Civilstand: Bor alene i hhv. København og Aalborg
Børn: Kirstine K. Høgsbro, 32 år
Karriere: Begyndte på Statens Teaterskole som 29-årig efter en dansekarriere, som strakte sig over cirka otte år. I den periode arbejdede hun mest på Det Kongelige Teater i ekstraballetten, hvor hun sommeren 1976 dansede sammen med Vivi Flindt i Flemming Flindts ’Vidunderlige kælling’ på Det Ny Teater. Uddannede sig også sideløbende til balletpædagog på Ib og Alice Martens’ balletskole. Mariannes skuespillerkarriere begyndte på Aalborg Teater. Efterfølgende har hun arbejdet på Det Kongelige Teater over flere perioder – fast 1986-90. Desuden på Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Gladsaxe Teater, Nørrebros Teater, Det Danske Teater, Grønnegårdsteatret, Aveny, Suzuki Teatret, Kaleidoskop, Plan-B og Landsteatret.
Diverse hovedroller:
Elisabeth i ”Begravelsen”, Aalborg Teater 2012
Violet i ”Familien”, Aalborg Teater 2011
Donna Olympia i ”Don Ranudo”, Aalborg Teater 2011
Fruen i ”Anna Sophie Hedvig”, Aalborg Teater 2010
Elisabeth i ”Håndværkerne”, Aalborg Teater 2010
Amanda i ”Glasmenageriet”, Aalborg Teater 2009
Madam Schultz ”Natmandens datter”, Det Danske Teater 2008 og Aalborg Teater 2007
Sara i ”Mobil”, Aalborg Teater 2007
Fru Meisner/Elisabeth Schoenbruckner i ”Martas Tema”, Aalborg Teater 2005
Elisabeth i ”Drømmen”, Kaleidoskop 2000
Agave i ”Bakkantinderne”, Suzuki-teatret i Kanonhallen 1998
Marguerite i ”De skrøbelige”, Det Kongelige Teater 1998
Fanny i ”Privat skifte”, Folketeatret 1997
Rivera i ”Scener fra en henrettelse”, Det Kongelige Teater 1996
Toinette i ”Den indbildt syge”, Det Kongelige Teater 1992
Claire i ”En udsøgt balance”, Betty Nansen Teatret 1991
Mareike i ”Døgnvæsener”, Det Kongelige Teater 1990
Pernille i ”Den stundesløse”, Det Kongelige Teater, 1989
Titelrollen i ”Petra von Kants bitre tårer”, Det Kongelige Teater 1989
Zoë i ”Fod på Fremtiden”, Det Kongelige Teater 1988
Prinsessen i ”Der var engang”, Det Kongelige Teater 1986, 1987
Dorine i ”Tartuffe”, Folketeatret 1986
Nora i ”Et dukkehjem”, Folketeatret 1985
Titelrollen i ”Dronning Christina”, Aalborg Teater 1984
Titelrollen i ”Major Barbara”, Aalborg Teater 1983
Kvinden i ”Århundredets kærlighedshistorie” (monolog), Aalborg Teater 1984
Marjorie i ”Yderligheder”, Aalborg Teater 1982
Ida i ”Marx og Cocacola”, Aalborg Teater 1981
Diverse roller på TV:
Roberta i ”Danny og Roberta”, TV-teatret 1986
Lotte i ”Kære venner”, TV-teatret
Medvirket i blandt andet Taxa, Edderkoppen, Rejseholdet, Forsvar, Charlot og Charlotte
Diverse priser:
Poul Reumerts Studielegat 1990
Tildelt Jeppeprisen (Årets talent) 1983,
Årets Skuespiller i Nordjylland 2012 (oprettet 2012, Torben Vejs Fond)
Nomineret til Lauritzen prisen som bedste kvindelige skuespiller 2012.
2 comments
Rigtig god læsning ( appetitvækker ) før man skal se forestillingen om alderens problemer? glæder? Jeg glæder mig meget, er selv en gammel 68er med fuld fart fremad i livet. Har heldigvis sikret mig en billet.
Kommer der en ny forestilling til alle os, som gerne ville have set stykket, men som bor langt fra Aalborg?
Der er lukket for kommentarer.