Kig godt på denne mand. Den tidligere forsvarsspiller Jes Høgh har nemlig allerede gjort det, de fleste må nøjes med at drømme om. Efter en forrygende landsholdskarriere og masser af succes inden for bådedansk, tyrkisk og engelsk klubfodbold, har han lagt elitesporten på hylden og sidder i dag som en lykkelig mand på et idyllisk gods i Nordjylland. Hans to store piger har deres højtelskede heste ude i stalden, og hans højgravide kone Kamilla og deres 3-årigesøn nyder at have en far, der nærmest er hjemmegående. Og Jes… han har det heller ikke så ringe endda.

Tekst: Camilla Miehe-Renard

Hvordan har du det for tiden?

Jeg har det fremragende. Jeg har det fantastisk godt, og det har jeg sådan set haft, siden jeg stoppede med at spil-le fodbold. Jeg frygtede ellers det, som de fleste elitesportsfolk frygter: den dag ens karriere slutter – hvad sker der så? Men dethar været meget lettere, end jeg havde regnet med.

Hvorfor har det været så let for dig?

Jeg blev jo skadet i min karrieres efterår, så jeg gik ovre i Chelsea i London i lidt over et år, hvor jeg prøvede på at komme tilbage på banen. Men det lykkedes ikke rigtigt, og vi blev så enige om, at der ikke var mere at gøre… at jegmåtte stoppe karrieren. Da havde jeg en tre-fire måneder, hvor jeg havde tid til at vende mig til tanken om, at det var slut. Jeg kom stadigvæk i Chelsea og deltog stadigvæk i træningen i det omfang, jeg selv ville – en 2-3 gange omugen – og brugte så ellers tiden sammen med min familie på at opleve London. Det havde vi ikke rigtig haft tid til. Det var fantastisk!

Frygtede du ikke, at du ville få et knæk, når det var slut?

Jo! Men jeg var så heldig – hvis man kan sige heldig om så en alvor-lig skade, som jeg fik – at jeg fik den så sent i min karriere, som jeggjorde. Jeg har da tænkt på mange gange siden, at det havde været frygteligt, hvis jeg havde været 23 år og ikke 33, som jegvar. Jeg havde jo prøvet mere, end jeg havde drømt om og mere end jeg kunne forlange i min karriere. Jeg havde sådan set udlevet min drøm. I den periode hvor skaden skete, var jeg allerede klar over, at jeg kun havde få år tilbage på topplan, og jeg var begyndt at indstille mig på, at det snart var slut. Men stadig… frygten for det uvisse – det lyder måske åndssvagt i andres ører, men alligevel –frygten for, hvad der venter på den anden side, er reel nok. Da havde jeg dyrket elitesport gennem 12-15 år. Det er jo et meget specielt liv, som andre måske har svært ved at sætte sig ind i.

Hvad var det bedste ved den tilværelse for dig?

Det er de højdepunkter, man når som elitesportsudøver. I løbet af en ganske banal fodboldkamp på halvanden time kommer vi gen-nem følelsesregistret fra top til bund – flere gange – og får nogle kicks, som normale mennesker aldrig nogensinde får i deres liv.Det eneste, det måske kan sammenlignes med, er, når man får børn og sådan nogle ekstreme ting. For når man spiller en landskamp,hvor man scorer et mål eller vinder en kamp – det giver et fuldstændig vanvittigt kick. Og som nogle kloge mennesker siger: hvis du nogen sinde har prøvet at være mester i et eller andet – uanset om det er ludo eller fodbold – hvis du én gang har prøvet det, vil du altid hige efter den vanvittig fantastiske fornemmelse.

Gør du så det?

Ja, det er klart det, man savner, når man er færdig. Og så selvfølge-lig også den daglige omgang med kammeraterne. Jeg savner det at arbejde sammen i en gruppe om et fælles mål. Og så den kæmpeglæde, når man når det… det kan slet ikke beskrives med ord!

Fodboldspillere har nærmest gudestatus i dag. Er det svært at undvære den status?

Nej, det er faktisk dejligt. Jeg var fire år i Tyrkiet, og der bliver man virkelig dyrket som guder. Jeg tror ikke, man finder noget sted i Europa, hvor det er mere ekstremt end dernede. Så det er klart, at de fire år i Tyrkiet sled utrolig hårdt på mig og min familie, for uanset hvad vi gjorde, eller hvor vi var henne, så stirrede folk på os.Og hvis vi mødte nogen på gaden, så vidste de, hvem vi var, uanset om det var et barn på 5 år eller en gammel mand på 80 år. Det er selvfølgelig smigrende, fordi det er en anerkendelse af det stykke arbejde, du udfører… men alligevel er det ekstremt anstrengende aldrig at kunne være sig selv.Det var noget helt andet i London, der er så mange kendisser.Der kan du gå 50 meter hen ad gaden, og så kan du f.eks. møde Elton John. Og her i Danmark kikker folk lidt, men slet ikke på samme aggressive måde som i Tyrkiet.

Hvilken indflydelse har opmærksomheden så haft på dig og dit liv?

Det har altid indflydelse. Altså, havde vi tabt en kamp om søndag-en, så gik jeg ikke ud og handlede dagen efter. Specielt i Tyrkiet,hvor der er så mange fattige, og man som fodboldspiller tjener så mange penge, føler man en form for ansvar. Fenerbahce har over 20 millioner fans, og man vil gerne give dem nogle positive oplevelser, fordi man ved, hvor meget fodbold betyder for dem. Og har man så ikke 100 procent levet op til forventningerne, så kan man godt blive en lille smule flov. Men har man derimod vundet et lokalopgør f.eks., så er det bare ud og købe ægte tæpper… så får man dem nemlig til halv pris. Det er rimelig banalt forklaret – men det er altså sådan, det fungerer!

Blev din familie ikke træt af det liv en gang imellem?

Nej, Kamilla var ikke til at slæbe væk fra Tyrkiet. Og det første år,hun var i London – som er en fantastisk by – blev hun ved med at ævle om Istanbul. Hun havde så mange gode venner dernede –tyrkerne er nogle fantastiske mennesker – at jeg mere eller mindre måtte slæbe hende væk. Så på den måde har det ikke været et problem. Også fordi det er en fantastisk oplevelse at komme til et land, der er så anderledes. Hvis man er professionel fodboldspiller i Holland eller Tyskland, så ligner det meget det, man er vant til hjemmefra. Men at komme derned til en helt anden kultur, en heltanden verden, det er en kæmpeoplevelse. Det var faktisk væsentligt sværere for hende at flytte fra Tyrkiet, end det var for mig. Og nu har vi været igennem samme problem med London, for hun fandt selvfølgelig også lynhurtigt masser af venner derovre. Så det var igen det samme med, at jeg måtte slæbe hende derfra.

Efter Istanbul og London flyttede I så hjem til Nordjylland– Hvorfor?

Familien er helt sikkert det primære. Det er her, vi er født og opvokset, både Kamilla og jeg. Og det vigtigste er, at mine to store piger bor heroppe. Men hvis de boede fast hos mig, eller omstændighederne var anderledes, så er det ikke sikkert, at vi var flyttet tilbage til Nordjylland. Så er det slet ikke sikkert, at vi var flyttet til Danmark. Jeg har boet væk fra Aalborg i ti år. Hvis vi ser bort fra børnene og familien, så er der ikke noget specielt, jeg savnede ved Nordjylland. Jeg har været mange steder i verden og set mange ting. De danskere, der siger at Danmark er det dejligste sted i verden… jeg tror, de siger sådan, fordi de ikke har set verden.Danmark er et dejligt land – absolut – men der er mange fantastiske steder rundt om i verden. Det er det, der er så skønt ved den moderne tidsalder. At det er så nemt at rejse ud og opleve andre folkeslag og kulturer.

Hvordan vil du beskrive dit liv i dag?

I balance! Jeg er så heldig, at jeg fodboldmæssigt har været med i guldalderen – rent økonomisk – og det har gjort mange ting meget lettere. Nu har vi boet hjemme i Danmark i halvandet år, og det er meget begrænset, hvad jeg har lavet af arbejde i den periode. Når man har levet sine drømme ud som elite-sportsmand – og det slutter som regel i en alder af 30-35 år –så er det svært at finde et normalt job, der kan tilfredsstille dine behov. Det er sådan set umuligt. Og så er det jo dejligt at væreøkonomisk fritstillet til at gå og hygge sig med det, man har lyst til i stedet for.

Har du drømme, planer eller ambitioner for fremtiden?

Ikke ligesom andre mennesker, hvor det typisk handler om at blive forfremmet, at blive direktør, at komme til at tjene flere penge, så man kan få en større bil eller et større hus. De drømme har jegudlevet. Jeg har på ganske kort tid nået nogle ting, som det tager andre mennesker meget længere tid at opnå. Nu kan jeg så begynde at koncentrere mig om andre drømme; at bruge en masse tid på familien, få spillet noget golf, rejse, skrive e-mails og breve og alle sådan nogle ting, som jeg normalt aldrig har tid til,fordi jeg har været så stresset med mit job. I dag kan jeg gøre, somjeg har lyst til… og det er jeg utrolig taknemmelig for.

Hvad har du lært af dine år i udlandet?

Jeg har af mine fire år i Tyrkiet lært, at man skal passe på ikke at dømme et folk, før man har oplevet det. Og her tænker jeg specielt på de diskussioner, jeg har haft med folk herhjemme om deres indstilling til tyrkere. Jeg har oplevet tyrkere på en helt andenmåde, end folk herhjemme oplever dem. Og det har jeg lært utro-lig meget af. Ud over det har jeg lært mange menneskelige ting.Jeg har lært at arbejde under et ekstremt pres… og at kunne tackle det. Og så har jeg lært at omgås alle nationaliteter. I min tid i Chelsea havde vi på et tidspunkt 16-17 forskellige nationaliteter i vores trup og bare det at komme ind i omklædningsrummet og lytte til, at der bliver talt 8-10 forskellige sprog, og at komme indunder huden på folk fra andre kulturer, det er vildt charmerende.

Er vi generelt for snæversynede herhjemme?

Alt for snæversynede. Man skal passe på, hvad man siger her-hjemme. Den nye Europa-generation i Danmark er måske ikke så indskrænket, men den lidt ældre generation ser ofte ikke ud over sin egen næsetip. Vi kan lære så meget af andre mennesker, også af dem, der kommer til vores land. Tyrkernes forhold til familien for eksempel. De har et fantastisk familiesammenhold, der er langt stærkere end det, man tit oplever i Danmark. Forældrene tager sig af børnene, når de er små, og når forældrene bliver gamle, tager børnene sig så af dem. Herhjemme i Danmark har børnene travlt med at skabe sig en karriere, og så besøger de deres gamle på alderdomshjemmet hver fjortende dag måske.Det skyldes selvfølgelig også, at der ikke er et socialt netværk i Tyrkiet, men man gør det altså… passer på hinanden på en måde,som jeg synes er meget tiltalende.

Hvad betyder familien for dig?

Det er basen! Da jeg spillede fodbold, var det dér, jeg kom hjem og lige som åndede ud. Jeg fik en skulder at græde ud ved, og jeg fik den støtte, jeg havde brug for. Det er utrolig vigtigt. Det er det for alle mennesker, men måske specielt i den slags jobs, hvor tingene er så ekstreme, og hvor man nogle gange bliver udsat for nogle hårde ting – både på og uden for banen, gennem medierne og hvad ved jeg. Det er vigtigt at have en base, hvor man ved, at her holder man sammen. Du har skiftet fodbolden ud med golfkøllen – Hvad er dit handicap?Jeg ligger på omkring 7.

Hvad er målet?

Det er selvfølgelig at komme så langt ned som muligt. Men hvor langt ned, det bliver svært at sige. Da jeg kom hjem fra England for halvandet år siden, var min målsætning inden for et års tid at komme en 2-3 slag ned i handicap – og det er lykkedes. Jeg kom hjem med handicap 12 – og jeg er nede i 7 nu. Næste ambition er at komme under 5 – men det bliver sværere og sværere.

Er du en dårlig taber?

Ja, selvfølgelig, det skal man være. Men jeg kan sagtens vurdere,hvornår det er i orden at tabe, og hvornår det ikke er i orden.Altså, jeg kan sagtens tabe i golf til nogle venner, det kan jeg tage med oprejst pande. Men jeg er ikke meget for at tabe en vigtig fodboldkamp. Det er næsten det værste, der kan ske. Hvis du ikke er en dårlig taber, bliver du aldrig elitesportsmand. Dem,der har fundet på det der udtryk med ’tab og vind med samme sind’, de har aldrig nogensinde selv vundet. Den holder ikke en meter.

Hvad glæder du dig allermest til lige nu?

Til at Kamillas store mave forsvinder, og der kommer en baby ud af det. Og så til det nye arbejde, jeg her fået. Jeg har lige ind gået et samarbejde med Canal+ om at lave noget Premier League-fodbold hver lørdag, hvor jeg skal fungere som ekspert i studiet.

Så du er en glad mand?

Helt sikkert. Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke var glad. Og så glæder jeg mig til, at det bliver bedre vejr, så jeg kan komme ud og spille golf.

FAKTA:

Jes Høgh

Født: 7. maj 1966

Uddannelse: Kontorassistent

Gift med: Kamilla. Far til tre, to fra et tidligere ægteskab.

Landskampe: 57Debut: 1991 mod BulgarienKlubber: AaB, Brøndby, Fenerbahce, Chelsea FC